Brug arkivet
Lokale historier
For skoler
Film
OM OS
 Nakskovhistorien - Nakskovbilleder  - Vestlollandsk ordbog - Årsfester

/bannerForside.jpg


Halloween
.

 

Halloween

Halloween er også begyndt at dukke op i Danmark. Dagen ses bl.a. i institutioner og på arbejdspladser, hvor man afholder "skrækfester".

En afskaffet helligdag
Allehelgensdag  er den første november - og aftenen før, dvs. den 31. oktober, er derfor Allehelgensaften. På engelsk kaldes dagen All-Saints eller All-Hallows Eve og ordet "Halloween" er en sammentrækning heraf. Dagen er egentlig afskaffet i den anglikanske kirke, men er alligevel blevet en slags "folkelig helligdag" i USA.
I Danmark blev Allehelgen afskaffet af Struensee, men Folkekirken fejrer i stedet Allehelgens-søndag på den første søndag i november. I mange kirker er der ved at udvikle sig en tradition, hvor man mindes de sognebørn, der er døde i årets løb.

Halloween i nutidens USA
I nutidens USA er Halloween blevet en slags karneval, hvor både børn og voksne klæder sig ud i uhyggelige kostumer og pynter med uhyggelige dørdekorationer. Det grinende, oplyste græskarhovede kaldes Jack-o-Lantern, og har anknytning til et oprindeligt irsk sagn. Sagnet handler om en lidt bisset fyr, Jack, der lokker fanden op i et træ. Derefter skærer han kors i træet, så "Den Onde" ikke kan komme ned igen. Da Jack dør, vil hverken Gud eller Fanden tage imod ham, men han får en glød af helvedes ild til at lyse for sig, når han skal vandre om på jorden. Gløden gemmer han i en roelygte - den første "Jack-o-Lantern".

Halloween handler om fascination af "det okkulte" men giver også uhyggen en konkret - og trods alt ikke særligt farlig - fremtoning. Det gør den  lettere at håndtere.
 
 
/jack.jpg
I USA kaldes det udhulede græskar "Jack-o-Lantern". Det første af slagsen var en roe, oplyst med helvedes ild.....
 
/radisser.jpg
Hele "holdet" fra tegneserien "Radiserne"  trick-or-treate´r. Det er bl.a. via amerikanske tegneserier, film, m.m. vi har lært Halloween at kende.

 

Uhyggelige sagn fra Nakskov

Fanden lurer under bordet!
Der lå førhen et hus i Nakskov nær ved, hvor gasværket og alderdomshjemmet nu ligger. Deri var en beværtning, hvor bønderne fra omegnen og andre spillefugle tit samledes og spillede kort og svirede og ofte førte et ryggesløst levned med banden og sværgen. Engang da det gik temmelig højt med dette uvæsen, opdagede de spillende, at fanden sad lyslevende under bordet imellem dem. Forfærdede blev de selvfølgelig, da de ikke kunne få ham til at forlade lejligheden; grinende ventede han på at tage i det mindste en af dem bort med sig. Så sendte man  ilbud til byens præst, for at han skulle komme og skille dem af med den lede djævel. Præsten kom og ordinerede, at der skulle bores et hul i blyindfatningen om vinduesruderne med en syl; derigennem manede præsten ham, så han for ud med en pibende eller fløjtende lyd. En ung mand fra Sandby fortalte mig om denne begivenhed og sagde, at hans bedstefader havde været en af de spillende. Han spillede efter den tid ikke mere, men drikkeriet kunne han ikke helt overvinde. (Fortalt af C. P. Fugl, Øster Nordlunde 1911.)
Spøgeri i Branderslev kirke
Det er en gammel og kendt historie, at der har stået en hård kamp i og ved Branderslev kirke mellem de gode og onde magter. Der lever endnu folk, der har set kirken oplyst ved nattetid og har hørt sangen lyde fra kirken i midnatstimen. Undertiden var det umuligt for hestene at trække vognen der forbi. Man tog da bare de ene baghjul af og lagde det op i vognen, så gik det, som det var smurt.
En gammel kone, der sent om aftenen gik forbi Branderslev kirke, følte pludselig, at der blev lagt en byrde så tung på hendes skuldre, at hun næppe formåede at flytte en fod, samtidig med, at hun blev så betaget af angst, at hun ikke kunne få en lyd over læberne. Da hun havde slæbt sig et stykke frem, blev byrden hende aftaget lige så pludseligt, som den var hende pålagt. På samme vis følte hun sig så sindslettet, at hun rolig fortsatte sin gang. (Fortalt af Lars Suder, 1922)
Skelettet i gæstekammeret
I Branderslev var der en lille gård på 25 tønder land. Denne overtog min fader i 1826, idet han blev gift med enken, der ejede gården. Hun havde nogle til dels voksne børn. Der var nogle år før bygget et nyt stuehus østen i gården, det gamle lå i nordsiden endnu, da jeg var barn, men var så skrøbeligt, at der var sat stiver under fra begge sider for at holde det oprejst. Skønt min fader aldrig havde set noget mystisk der, blev det dog fortalt ham, at det tidligere havde spøgt slemt i det gamle stuehus, særligt i et rum, som havde været gæstekammer. Engang i høstens tid, da alle havde været i marken, sendte konen et af pigebørnene hjem efter øl; da hun ville gå ind i huset, så hun en mand i gammeldags dragt med en bredskygget hat på hovedet gå inde i stuen. Hun glemte rent øllet og løb ned i marken igen. Da konen senere var blevet enke, og hendes sønner var vokset til, sagde hun til dem, om de ville grave bunden godt igennem i det gamle hus, så ville hun give dem en god dagløn. Den ældste svarede: ”Penge vil vi ikke have, men vi skal nok grave”. Under gravningen fandt de så et skelet af et menneske, og de samlede benene sammen i en sæk og bar det op på kirkegården om aftenen og gravede det ned der. Der blev aldrig siden set noget spøgeri på gården. (Fortalt af P. Christensen Fugl f. 1793)
Indemurede søskende spøger
På en større gård ved Nakskov hørtes der mange nætter et syndigt spektakel. Det viste sig på flere måder. F.eks. kunne der til tider høres køernes brølen eller svinenes skrigen, gik folk så ud og så efter, var der intet at se eller høre. Der var stilhed i stalden over det hele. En nat blev karlen vækket og hentet ind til husbonden, de kunne ikke være i sovekammeret for alt det spektakel. Værst var det dog oppe i stuen, der lød det mange nætter, som om alt bohavet blev slynget rundt deroppe. Alt dette spektakel skulle stamme fra, at der engang der på gården var indemuret to døvstumme søskende; der var til disse to søskende en masse penge, som de andre søskende gerne ville have fat i. Så fandt de på at indmure dem, for at de snart kunne dø; der blev lavet en lem nede ved gulvet, som de fik deres mad stukket ind af. Indmuringen fandt sted ved siden af øverstestuen, og her omkom de to søskende til sidst.
Gården gik i arv fra den ene familie til den anden. En gang mange år efter det her skete, var gården gået i arv til en søn, han var lidt ældre, da han modtog gården. Denne søn var gift med en ung kvinde, og han sagde til hende, som han havde sagt det til sine tjenestefolk: ”Dersom I hører eller ser noget mystisk her på gården, skal I blot lade som ingenting”. Den unge kone lo blot ad ham, hun mente, at det hele var folkesnak, men kort efter hørte hun jo også det ene og så det andet, og en sen aften, de sad inde i stuen og hørte på al den tummel, der lød ind til dem oppe fra øverstestuen, sagde konen: ”Nej det der dog for galt, nu tror jeg, at jeg går op at se, hvad det er”. Men manden bad hende lade være og sagde flere gange, at hun ikke måtte, men hun gik alligevel. De hun kom til øverstestuen med et tændt lys i hånden og fik lukket døren op, slukkedes lyset. Hun gik tilbage igen og tændte det, hvorpå gik derop. Denne gang kom hun kun lidt inden for døren, da lyset igen slukkedes. Hun vendte tilbage og sagde, at det var trækken var vinduerne, der havde blæst lyset ud. Tredje gang mærkede hun et koldt pust, og lyset slukkedes igen, og i det samme var det, som blev hun svøbt i et iskoldt lagen, og så besvimede hun. Da det varede noget, inden hun kom tilbage, gik manden derop og fandt hende liggende på gulvet. Han kaldte på folkene, og de bar hende ind. Hun blev nu sådan efter dette, at hun måtte sidde i en stol i fire år. Hun kunne ikke støtte på benene.
På gården tjente en pige, som absolut ville ligge deroppe; hun sagde, at det var noget slemt pjank. Hun stillede selv en seng derop og lagde sig deri. Da hun havde ligget noget, blev der svøbt noget iskoldt omkring hende, hun ville nu op og gå igen, men noget holdt hende fast, og hun blev mishandlet  så ganske forfærdeligt, at hun aldrig blev til menneske mere. Hun blev kørt til fattiggården og måtte ende sine dage der.
Da konen på gården havde været syg i fire år, blev den indmuring revet ned og kørt ud på marken, og så kom hun sig, der var ikke noget i vejen siden. Anna Nielsen fortalte, at hun havde set det stykke, der var muret i, der hvor lemmen havde siddet, og som de havde fået maden ind af. Senere brændte gården og blev bygget op længere ude på marken. Anna Nielsen tjente hos konen, der sad i de fire år.
 
(Fortalt af Anna Nielsen, 1927)
Alle sagn stammer fra ”Folkeminder i Nørreherred” af Alan Hjort Rasmussen. Udgivet af Nakskov Bibliotek 1974.