Brug arkivet
Lokale historier
For skoler
Film
OM OS
 Nakskovhistorien - Nakskovbilleder  - Vestlollandsk ordbog - Årsfester

/bannerForside.jpg

/bannerKontakt.jpg

/bannerArkibas.jpg

/bannerHistoriskAtlas.jpg

/bannerFacebook.jpg


Køb bøger på arkivet

/bannerBoeger.jpg

Bet Olam haJehudi be Nakskov

Af Ole A. Munksgaard
/Joede3.jpg 
Nå, og hvad betyder så mon dette, vil mange nok spørge. For langt de fleste vil ovenstående - sprogligt betragtet - være det rene volapyk, og det kan man ikke fortænke nogen i, da der er tale om hebræisk, som kun ganske få danskere forstår eller taler.
 
Men oversat til dansk betyder udtrykket: Den jødiske begravelsesplads i Nakskov. En sådan finder man nemlig - ganske naturligt - på Jødevej i byens nordvestlige del, hvor den udgør en sidevej til Tårsvej. Når der findes en jødisk begravelsesplads i byen, så hænger det sammen med, at der fra 1674 opstod et jødisk samfund, der først forsvandt i begyndelsen af 1900-tallet.

Christian IV havde allerede i årene før 1620 - i forbindelse med grundlæggelsen af byen Glückstadt ved Elbens udløb i Nordsøen - taget kontakt til portugisiske jøder med henblik på at etablere en handelsplads, som kunne konkurrere med Hamborg og dermed få del i denne bys verdenshandel. - Det skal i denne forbindelse dog kort nævnes, at Glückstadts handelsmæssige vækst ret hurtigt blev standset, da svenskerne under ledelse af general Torstensson i 1643 rykkede ind i hertugdømmerne, hvorefter byen sygnede hen under de urolige forhold.

Grunden til, at der etableredes et jødisk samfund i Nakskov, skyldes, at der efter svenskernes belejring af Nakskov i 1658-59 og ikke mindst ødelæggelserne af byen og oplandet var et stort behov for at få sat gang i byens udvikling. Byen var udviklingsmæssigt blevet sat år tilbage og var efter 1660 præget af økonomisk krise og stagnation. For at overvinde dette besluttede kongemagten at oprette fristeder ikke blot i Nakskov, men f.eks. også i Fredericia, der som fæstningsby ligeledes havde lidt under belejring og beskydning, for dermed at fremme muligheden for, at fremmede kunne etablere sig, drive erhverv i disse byer og i sidste instans at sætte gang i udviklingen og fremme statens erhvervsinteresser i såvel hovedstaden som provinsen, herunder Nakskov.

Forsøget på at genopbygge byen efter Svenskekrigene i 1658-59 fremmede kongemagten via diverse privilegier til byen samt at byen fra 1667 og i de kommende 8 år skulle være fritaget for alle skatter. Efter disse 8 år skulle byen så i de efterfølgende 16 år kun svare halvdelen af de gældende skatter og afgifter, hvilket hang sammen med, at man ville fremme tilflytningen og iværksætterånden. Disse nævnte rettigheder kom også til at gælde for fremmede, i dette tilfælde jøderne.

I 1674 ankom derfor den første jøde til Nakskov, idet Jacob Sostman havde fået tilladelse til sammen med sin kompagnon, Abraham Meyer Polack, at slå sig ned i byen som tobaksspinder; et erhverv, der var ret så nyt, idet den første tobaksforarbejdning i Danmark var begyndt i 1665. Produktionen foregik ved, at såvel pibe- som snus- og skråtobak blev spundet til en streng og solgt i alen- eller rullevis, hvorefter forbrugeren selv findelte tobakken.

Jacob Sostmans og Abraham Meyer Polacks virke som tobaksspindere kom dog ikke til at vare ret længe, idet Sostman døde i 1680, og Polack efterfølgende ikke fik lov til at fortsætte virksomheden. Frem til 1683 lå virksomheden derfor stille, men med Isach Cantors og hans kompagnon Levin Samuels og deres respektive familiers ankomst blev tobaksforarbejdningen genoptaget i byen. Problemet for Cantor var blot, at hans erhverv som tobaksspinder hvilede på et privilegium, som hans fader havde modtaget, og som gav denne ret til at indrette spinderier i København, Flensborg og andre ”bekvemme steder i vore riger og lande”.

I 1693 lykkedes det endelig for Isach Cantor at opnå et privilegium i eget navn, således at han nu ikke blot kunne virke som tobaksspinder, men også drive handel med småkram. Denne kramhandel eller detailhandel synes at have været succesfuld, for i 1700 beklagede de øvrige købmænd i Nakskov sig til Kancelliet i København, idet de mente, at Cantor frarøvede dem deres næringsmuligheder. Klagerne blev i første instans afvist, men efter flere forsøg fra Nakskovkøbmændenes side på at få omstødt Kancelliets afgørelser, lykkedes det dem til sidst at få medhold. Det resulterede i, at Cantor først i 1711 - ved hjælp af sin svigersøns bosættelsesprivilegium - kunne genoptage sin handel.

I de første årtier af 1700-tallet bestod det jødiske samfund i Nakskov af omkring 4-5 familier, der alle opholdt sig her på baggrund af, at bosættelsestilladelserne kun blev givet til Isach Cantors familie eller personer, der var tilknyttet hans virksomhed. Men på trods af det forholdsvis ringe antal jøder, der havde slået sig ned i byen, lykkedes det dem dog ret hurtigt - sandsynligvis i 1714 - at oprette den første synagoge, der blev indrettet i en lejlighed på hjørnet af Fruegade og Søndergade. Nogenlunde parallelt med dette erhvervede den jødiske menighed en begravelsesplads, der som før nævnt ligger på Jødevej, idet begravelsespladser ifølge jødisk tradition ikke må nedlægges. Den første begravelse fandt sted i 1722, hvor gravstenen, der blev rejst over førnævnte Isach Cantor, endnu er bevaret. Gravstenens inskription er affattet på hebræisk, men lyder således i dansk oversættelse: ” Her hviler en gammel mand, der regnedes blandt de fremragende; han tjente Gud i sandhed og oprigtighed; han har skabt sig et navn blandt vismænd. Dag og nat ilede han for at udføre Gud velbehagelige gerninger, indtil den dag han blev kaldt bort til det evige liv. – Det er den værdige herre Jizchak Sekkele, søn af salig herre Baruch, som drog ind til det evige liv torsdag 6. Ijar år 5482 (23. april 1722 efter vores tidsregning). Gid hans sjæl må blive optaget i de levendes kreds”
 
/Joede1.jpgMeget tyder dog på, at det ikke var alle i byen, der var af den opfattelse, at medlemmer af den nye gruppe af indbyggere var helt så ”fremragende” mennesker, som inskriptionen på Cantors gravsted siger. Gennem hele første halvdel af 1700-tallet dukkede der løbende klager op over jødernes måde at agere på rent handelsmæssigt. Byens købmænd klagede nemlig igen til Kancelliet i København over, at man fra centraladministrationens side havde givet jøderne i Nakskov lov til også at ernære sig ved grovvarehandel (korn, tømmer, salt, jern og tjære mm). Situationen for byens købmænd var åbenbart så kritisk, at de i en af klagerne mente, at jødernes handel i byen efterhånden havde fået en sådan karakter og omfang, at man måtte frygte, at byens borgere måtte flytte fra byen.

Det var altså ikke med de varmeste følelser, at jøderne blev modtaget i byen, hvilket ligeledes viste sig i forbindelse med, at Frederik V. ville aflægge byen et besøg i 1750. I den forbindelse skulle der traditionen tro rejses en æresportal for kongen, og i dette arbejde ønskede jøderne som indbyggere at medvirke. Dette blev hurtigt afslået af byens borgere, så resultatet blev, at jøderne derfor prompte rejste deres egen portal.

Denne uvilje mod jøderne baserede sig reelt på et forholdsvis lavt antal jøder i byen, idet der i 1787 var 27 jøder, mens tallet i 1796 var steget til 58 for i 1827 at være faldet til 55.

Men efterhånden som tiden gik, blev den jødiske befolkningsgruppe en naturlig del af byen på lige fod med dens øvrige borgere. Op gennem 1800-tallet - og på trods af den såkaldte jødefejde i 1819-20, der tilsyneladende ikke ramte Nakskov - skete der en voksende integrationen af jøderne godt hjulpet på vej af en række love og forordninger m.m. Det drejer sig bl.a. om anordningen af 29. marts 1814, der gav jøderne i Danmark borgerrettigheder og Grundloven af 1849, der gav borgerne ret til ”at forene sig i Samfund for at dyrke Gud på den Maade, der stemmer med deres Overbevisning”, og at ”ingen kan paa grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder”. En anden vigtig faktor var, at en række jøder allerede fra 1700-tallets midte valgte at konvertere til den evangelisk-lutherske kirke og lod sig døbe.

Et godt eksempel på den voksende integration af jøderne var buntmager Moses Cohn, der blev født i 1839, men gennem hele sit liv bekendte sig til den mosaiske tro. I løbet af sin forholdsvis lange tid i Nakskov deltog han aktivt i byens foreningsliv, idet han bl.a. stiftede den første Odd Fellow loge, var medstifter af den lokale afdeling af De Danske Forsvarsbrødre, sad i bestyrelsen for veteranforeningen, Våbenbrødrene, der optog medlemmer, som havde deltaget i bl.a. krigen i 1864, var chef for den sammenslutning, der afløste den tidligere borgervæbning og i mange år var næstformand i byens Håndværker- og Industriforening. Mere dansk-nationalt kan det næsten ikke blive, hvilket også afspejler sig i navngivningen af Moses Cohns børn, der alle - for blot at nævne nogle af dem - fik danskklingende fornavne som f.eks. Carl, Viggo, Einar og Johanne.

Parallelt med den begyndende industrialisering og tilflytning til storbyerne i de sidste årtier af 1800-tallet svandt medlemstallet i den jødiske menighed ind til omkring 22 medlemmer. Mange drog til København, hvor man i forvejen havde familie, og hvor mulighederne var større, men dette forhindrede dog ikke de tilbageblevne i at bygge en helt ny synagoge i 1880. Den gamle på hjørnet af Fruegade og Søndergade var allerede i 1845 så ”brøstfældig og faldefærdig” at den måtte rives ned. Der blev derfor igangsat en pengeindsamling, men først efter 35 år, kunne man indvi den nye på hjørnet af Klostergade og Nørre Vold. Denne synagoge fik dog ikke ret lang levetid, da der allerede omkring 1900 ikke var tilstrækkeligt med medlemmer til, at man regelmæssigt kunne afholde gudstjenester. Synagogen blev derfor lukket i 1929 og anvendt som bolig for pedellen på Byskolen frem til 1954, hvor bygningen blev revet ned, da den skulle give plads til p-pladsen over for skolen.

Det eneste materielle levn om en omkring 250 år lang jødisk tilstedeværelse i byen er derfor begravelsespladsen på Jødevej, hvor det menes, at omkring 175 jøder er blevet stedt til hvile i perioden fra 1722 og frem til 1920, hvor den sidste begravelse fandt sted; begravelsen af Frederikke Philip. Men gravstenene med de hebræiske inskriptioner og de jødiske efternavne som eksempelvis Abraham, Cantor, Cohn, Hirsch, Levin, Mendel, Salomon står nu tilbage og minder os om et forsvundet religiøst og kulturelt element i byens historie.

Litteratur:

Per Katz: Jøderne i Danmark i det 17. århundrede. (Kbh. 1981)
C.C. Haugner: Nakskov Købstads Historie. Bd 2. (Nakskov 1945)
Georg Wiingaard: En jødisk borgermand. in. Lolland-Falsters Historiske Samfunds årbog 1983.
Harald Jørgensen: Dåb af jøder i Nakskov. in. Dansk jødisk historie. Nr. 3. 1981. Selskabet for dansk/jødisk historie. (Kbh. 1981).
Ole A. Munksgaard, historiker
Nakskov lokalhistoriske arkiv