Brug arkivet
Lokale historier
For skoler
Film
OM OS
 Nakskovhistorien - Nakskovbilleder  - Vestlollandsk ordbog - Årsfester

/bannerForside.jpg

/bannerKontakt.jpg

/bannerArkibas.jpg

/bannerHistoriskAtlas.jpg

/bannerFacebook.jpg


Køb bøger på arkivet

/bannerBoeger.jpg

Stormfloden i 1872 og dens hærgen i og omkring Nakskov.

 
Den 13. november 1872 blev de sydligste dele af det nuværende Danmark samt den nordtyske Østersøkyst ramt af den måske voldsomste stormflod, der nogensinde har hjemsøgt de indre danske farvande. De hårdest ramte områder på Lolland-Falster var Sydfalster og Sydlolland og sammenlagt kostede stormens rasen og den usædvanligt høje vandstand, der forårsagede digebrud og oversvømmelser, i alt 90 mennesker livet. Heraf omkring 52 på Falster og 30 på Midt- og Vestlolland.
 
/stormflod.jpg
I slutningen af oktober og i starten af november kunne de lokale aviser, som for eksempel Nakskov Avis, berette, at flere stormlavtryk sendte en kraftig nordvestlig vind ind over Danmark og videre ind gennem Østersøen, og derved havde forårsaget betydelige materielle skader på ejendomme, skibbrud og strandinger over det meste af landet. Med disse kraftige vinde blev store mængder vand stemmet op i den østlige del af Østersøen og Den botniske Bugt, hvor man oplevede en usædvanlig høj vandstand. Fra den 10. november aftog vinden, inden endnu et stormlavtryk fra Norditalien tog turen op over Østeuropa og udviklede sig over Nordtyskland, hvor det sendte vinden om i nordøst hen over Østersøområdet og Danmark.

Vinden blæste med stormstyrke ned gennem Østersøen og pressede dermed enorme vandmasser ind i den vestlige del af Østersøen samtidig med, at vandet fra Kattegat blev presset mod syd, hvilket betød at der blev sat en ”prop” i Bælterne, så vandet fra Østersøen ikke kunne finde et afløb. De højeste vandstande måltes til 3,3 meter over daglig vande og i mere end 18 timer var vandstanden under stormvejret i gennemsnit over to meter over dagligt vande ved kysterne i den sydlige del af Østersøen på strækningen fra Bornholm og op gennem Øresund og videre mod vest ved Lolland og Falster og herfra i retning af Sydfyn og Sønderjylland.
 
/StormflodKort.jpg
Oversvømmelsen er en af de værste naturkatastrofer, der har ramt Danmark, og den gik som sagt især hårdt ud over Lolland og Falster, da havet her i visse områder steg til mere end 3 meter over dagligt vande og dermed gennembrød de lave diger, så de store lavtliggende områder på Sydfalster og Sydvestlolland kom til at stå meterdybt under vand.

Huse blev skyllet til havs af vandmasserne og kun de bedst byggede huse og gårde blev stående tilbage. På det hårdt ramte Sydfalster var huse, gårde, mennesker, dyr og husgeråd blevet skyllet bort. Fra Bøtø, Marielyst, Hasselø og den lavtliggende del af Skelby, findes forfærdende øjenvidneberetninger om familier, der drev bort på resterne af deres huse, og forældre der måtte se deres børn blive revet bort af de frådende vandmasser.

Det var et forfærdeligt syn, der mødte hjælpeholdene, da vinden endelig løjede af. Døde mennesker og dyr lå spredt i mudderet mellem drivgods. Det meste af landsbyerne var udjævnet. I Gedesby var kun kirken og rytterskolen blevet stående, da det frådende hav væltede ind over diget, og ambolten var det eneste, der var tilbage af smedjen og dens beboere. De familier, der reddede sig, var dem, der nåede at komme i sikkerhed på loftet, indtil hus og vægge blev splittet ad, og de derefter fik bugseret sig over på tagene, som hoppede af sted på bølgerne. Flere fortæller om, hvordan piletræerne i landskabet blev redningen, når man nåede at klamre sig til dem. Det sidste var bl.a. tilfældet for en kvinde ved Humminge, der om aftenen var alene hjemme. Familiens hus var pludselig omgivet af vand på alle sider, og da hun ikke kunne forlade det, søgte hun tilflugt på loftet. Da vandet nåede op til loftetagen, mærkede hun pludselig, at huset blev løftet af de frådende bølger og begyndte at sejle i retning af Østersøen. Hun forsøgte derfor at bryde et hul i stråtaget, hvilket lykkedes hende, og da huset kort tid efter bragede ind i et piletræ, fik hun fat i nogle af træets grene, hvorved hun redede livet. Hun måtte dog tilbringe hele natten og det meste af den efterfølgende dag i trækronen, inden hjælpen nåede frem til en meget forkommen kvinde.
 
På højtliggende steder lå efter stormfloden vældige mængder gods og ejendele sammen med druknede får, svin, høns, hunde, katte, rotter, mus og muldvarpe, og i månederne efter fik man vished om stadig flere af de savnedes skæbne. I en stor tangbarre på Syltholm ved Rødby fandt man liget af en ung kvinde - omtrent samme sted - hvor hendes mand var fundet druknet lige efter katastrofen.

Stormens rasen omkring 13. november krævede også menneskeliv i det sydfynske øhav, ved Bornholm og langs de tyske og skånske kyster. Samtidig blev den kaldt Danmarkshistoriens største strandingskatastrofe. Foruden ulykkerne på land, strandede eller forliste næsten 300 skibe og flere hundrede søfolk mistede livet.

Men hvordan ramte denne stormflod Nakskov og omegn, og hvilke konsekvenser fik den for den lokale befolkning?
 
/StomflodMaleri.jpg
At stormfloden i mindre grad ramte Nordlolland og områderne ved Nakskov Fjord end f.eks. det sydlige Lolland langs Østersøen, kan der ikke herske tvivl om. Hvor vandstanden i de lavtliggende områder i den tidligere Rødby Fjord kunne nå op på over tre meter, så måltes vandstanden under stormens kulmination i Nakskov til 1,99 m over daglig vande. Men den høje vandstand i Rødby Fjord betød, at vandet fossede videre frem vestpå mod Hoby, Gloslunde, Græshave for til sidst at nå frem til Nakskov, der på denne måde blev angrebet fra to sider resulterende i, at byen på et tidspunkt var omringet af havet på alle sider.

I Lolland-Falsters Stiftstidende den 16. november og Nakskov Avis af 15. november kunne man berette, at vandet fra omkring onsdag formiddag, altså den 13. november, var begyndt at stige med stor voldsomhed, ledsaget af en forrygende orkan med snefog. Omkring kl. 18.00 om aftenen kulminerede det hele, idet vandet var steget så højt langs havnen, at alle husene - herunder Stiftstidendes trykkeri - stod under vand op i en højde af omkring 70-80 cm, mens bjælker, tønder og møbler i ét kaos sejlede rundt mellem hinanden på Havnegade. Kornmagasinerne langs havnen blev dermed ligeledes ramt, og kornet, som opbevaredes her, blev totalt ødelagt af det salte havvand.

Men allerede tidligere på dagen omkring middag var diget, der indesluttede det udtørrede areal på ”Savnsø Vig”, og som var omkring 2 meter højt, blevet gennembrudt på strækningen mellem den daværende Seifferts Mølle og Maskinhuset, og vandet fossede efterfølgende ind i inddæmningen; noget, der forstærkedes ved, at digerne mod Færgelandet kort efter ligeledes brød sammen under pres fra vandmasserne, der var nået frem fra Rødby Fjord via Hoby, Gloslunde og Øllingsøgård. På denne måde blev hele det sydvestlige Lolland afskåret fra resten af øen.

Langebro, broen, der forbandt selve byen ved Dronningens Stræde og Færgelandet syd for byen, og Vejlegadebro stod på samme tid allerede under vand, således at passage til og fra byen i både sydlig og nordvestlig retning var umulig. Og da vandet brød ind over slusen ved Vejlegadebro, ramtes arealerne herfra og frem mod den daværende Byfogedsø (området ved I-centret) og Svingelen samt hele Madeskovsområdet af vandmasserne, så beboerne i huj og hast måtte forlade deres boliger. Bohave og andre ejendele, der måtte efterlades, blev ødelagt og visse steder stod vandet endog op til husenes tage, således at visse af de ofte lerklinede huse styrtede sammen. Alt dette forstærkedes, da digerne to steder ved Rosnæs brød sammen.

Gennembruddet ved Vejlegadebro fik senere om aftenen ulykkelige konsekvenser. På et tidspunkt forsøgte en hestetrukket vogn med fire passagerer, der boede i Branderslev, at passere broen, men den - på dette tidspunkt - allerede underminerede bro styrtede sammen under trykket fra vogn, hest og passagerer, og en kvinde druknede sammen med hesten i vandmasserne. Liget af kvinden blev dagen efter fundet på en tilgrænsende eng. Denne kvinde blev det eneste offer for stormfloden i Nakskov. Det drejede sig om Ane Katrine Jakobsen, der var 27 år, bosiddende i Branderslev og gift med arbejdsmand Hans Henrik Hansen.

På Færgelandet var flere mennesker i livsfare, og i denne forbindelse slog daværende snedkermester Ejnar Hansen sit navn fast som den lokale ”Helten fra Stormfloden”. Ejnar Hansen svømmede eller vadede gentagne gange mellem Færgelandet og byen for at bjærge nødstedte personer. Det fortælles, at han bl.a. reddede et ældre ægtepar ved at bære dem på sin ryg gennem vandet til et sikkert sted. I alt skulle han have reddet 14 mennesker.

Et par dage senere, hvor stormen var løjet af, og vandet efterhånden havde trukket sig tilbage havde aviserne fået et nogenlunde overblik over konsekvenserne af stormfloden. Af deres artikler fremgår det tydeligt, at nok var Nakskov og Vestlolland blevet ramt hårdt, men skaderne kunne ikke på nogen måde sammenlignes med områderne ved Bøtø på Falster og omkring Rødby Fjord. Samtlige diger i og ved Nakskov var blevet ødelagte, husene langs Havnegade havde været udsat for oversvømmelse og dermed vanskader, adskillige huse var enten helt eller delvis sammenstyrtede på Madeskoven og mange var hermed blevet husvilde. For det centrale Nakskovs vedkommende drejede det sig om 25 beskadigede huse, mens 23 huse på Madeskov og 8 huse på Færgelandet led samme skæbne. Desuden var vejnettet til og fra byen ødelagt, så man hverken kunne anvende vejene mod Rødby, Maglehøj eller Branderslev, mens oplandets bønder ud over materielle skader på fast ejendom havde fået ødelagt vintersæden og jordene, der var oversvømmet med saltvand.

Efter stormflodens hærgen og vandmasserne havde trukket sig tilbage blev der igangsat en storstilet aktion med henblik på at hjælpe de katastroferamte. Indsamlinger af forskellig karakter blev hurtigt organiseret og fortsatte vinteren igennem sammen med afholdelse af basarer og lotteri resulterende i en sum på over 1 million rigsdaler. Soldater fra ingeniørtropperne udkommanderedes til området med henblik på at udbedre skaderne på nedbrudte eller gennemhullede diger og rigsdagen, d.v.s. folketinget og landstinget, vedtog i midten af maj 1873 loven om diger på Lolland-Falster. Det blev hermed besluttet at opføre et indtil 12 fod (ca. 3,75 m.) højt dige langs Lollands syd- og vestkyst. Finansieringen af digebyggeriet på Lolland fordeltes med ¼ fra statskassen, ¼ fra amtet mens den resterende halvdel skulle dækkes lokalt. Arbejdet med at opføre de nye diger kunne derefter gå i gang efterfulgt af inddæmninger og udtørring af bestemte områder, hvilket afstedkom en række forandringer af Lollands geografi. 
 
Af Ole A. Munksgaard