Brug arkivet
Lokale historier
For skoler
Film
OM OS
 Nakskovhistorien - Nakskovbilleder  - Vestlollandsk ordbog - Årsfester

/bannerForside.jpg

/bannerKontakt.jpg

/bannerArkibas.jpg

/bannerHistoriskAtlas.jpg

/bannerFacebook.jpg


Køb bøger på arkivet

/bannerBoeger.jpg

.

 

Nakskov Skibsværft - engang Lolland-Falsters største arbejdsplads

 
/skibs2.jpg I 1916 blev Nakskov Skibsværft grundlagt af Østasiatisk Kompagni, hvis stifter H.N. Andersen, var født i Nakskov. Dette var starten på et eventyr, som ingen nakskovitter i deres vildeste fantasi havde drømt om. Den lille by voksede sig stor og stærk, og mange af dens borgere var overbevist om, at denne mand havde efterladt sig et minde for tid og evighed.

To år inde i 1. verdenskrig skød Nakskov Skibsværft op, men først 2 år senere, da krigen var slut i 1918, kunne man for alvor begynde at bygge skibe. Mange tyske skibsbyggere og -håndværkere flyttede fra deres krigshærgede land til Vestlolland, for at arbejde på det nye værft. Et sådant boom af tilflyttere kunne Nakskov i sin oprindelige størrelse slet ikke klare, og der måtte bygges nye huse og lejligheder, og det skabte yderligere arbejdspladser i byen. Der var masser af arbejde at få, og efter 2. verdenskrig og i begyndelsen af 1950’erne gik det for alvor stærkt. De skibe, som under krigen var blevet sænket, skulle erstattes, og opsvinget gjorde at der blev penge mellem folk.
 
 
Ved Nakskov Skibsværfts 50 års jubilæum i 1966, var der ansat 2.200 folk. Det var egentlig mere end /skibs3.jpgproduktionsapparatet oprindeligt var beregnet til. Generationerne afløste hinanden, de unge vidste, hvor de skulle arbejde, og værftet skaffede arbejde af en eller anden slags til alle. Lønningsposen blev tungere end andre arbejderes. Dette medførte nye forretninger i byen, restaurations- og nattelivet fik et mægtigt opsving, og Nakskovs gyldne tider synes aldrig at skulle ende.

Kommunen havde i flere år været bekymret for, om byen blev for afhængig af det store værft, og sideløbende med glæden over den store succes for værftet, prøvede man at skaffe andre virksomheder til byen. Industriarealer blev opkøbt, og et egentligt industrikvarter blev grundlagt.

Der blev bygget uddannelsescenter, bibliotek, idrætshal og et teater. Alt blev betalt kontant. Kommunen var klar over, at ville man have andre virksomheder til byen, måtte man have ordentlige kultur- og uddannelsestilbud. Succes'en med industrikvarteret var dog ikke den helt store. På nogle af fabrikkerne arbejdede værftsarbejdernes hustruer, men ellers var arbejdskraft til de nye virksomheder en mangelvare. Interessen for videreuddannelse blandt de unge var heller ikke så stor. De var for de flestes vedkommende jo skrevet op til en læreplads på værftet. Der var ikke tradition for gymnasieuddannelser i en industriby som Nakskov.
/skibs.jpg1975 var året, hvor de første krisemeldinger lød fra Nakskov Skibsværft, og 12 års kamp for at bevare H.N. Andersens værk blev indledt. Ingen havde dog regnet med, at den dengang største arbejdsplads på Lolland-Falster skulle bukke under. Men for første gang stod verdensskibsbygningen over for en række meget vanskelige år på grund af krisen inden for de store tankskibsværfter. En international konkurrence om priser og kontraktvilkår var begyndt. Værftskrisen medførte i 1976 "Nakskov-aftalen" hvor værftsarbejderne indgik en fireårig aftale om løntilbageholdenhed, for at kunne konkurrere med de store udenlandske værfter. Men, selv om denne aftale blev indgået, blev der alligevel i 1978 afskediget 800 af de 1900 værftsarbejdere.

To intercityfærgeordrer kom efter lang tids kamp i hus - disse blev leveret i 1980 og 1981, og 2 tankbåde blev leveret i 1983. Derefter var der kun færdiggørelsen af Farø-broerne tilbage samt 2 nye færger til Kalundborg-Århus ruten, der blev de sidste store nybygninger på Nakskov Skibsværft. Disse blev leveret i 1985 og 1986. Ordrebogen var tom, og nu måtte der findes alternative produktioner. Det blev til borerigge, som mange, både værftsarbejdere men også andre nakskovitter, investerede i. Man håbede, at de kunne blive ikke blot værftets, men også Nakskovs redning. Efter flere forsøg med salg af anparter, blev dette også opgivet – finansieringen var tabt på gulvet, boreriggene blev bygget i Japan

Dødsstødet kom den 25. juni 1986, hvor ØK’s direktør meddelte Nakskov Skibsværft, at eventyret var slut, og allerede dagen efter indledtes den første fyringsbølge.

Januar 1987 blev Nakskov Skibsværft opgivet som produktionsværft, og skulle i stedet fortsætte som udlejningsværft. Men også dette måtte ØK opgive.

Lolland-Falsters største arbejdsplads siden slutningen af 1960’erne og først i 1970’erne var bukket under for verdenskrisen. Et eventyr var slut.