Hvis man i Nakskov bevæger sig fra Axeltorv ad Præstestræde på gadens venstre side i retning af Nørrevold og når frem til Nordenkirke, så passerer man på dette gadehjørne en forholdsvis uanseelig buste af en mandsperson, der er rykket ind mod muren, som omgiver kirken. Mange registrerer knap nok busten, mens andre nok ser den, men ikke skænker den yderligere tanker.
Stopper man derimod op, kan man på bustens sokkel læse følgende inskription:
DIGTEREN
OLAF HANSEN
F. I. NAKSKOV
NORDENKIRKE
28.12. 1870
VEST-LOLLANDS
NATUR OG
SPROGTONE
SATTE DYBE SPOR
I HANS LYRIK
D. SOM LEKTOR
I AARHUS
9.12. 1932
Ud over at oplyse om personens navn og fødested samt datoerne for henholdsvis hans fødsel og død får vi at vide, at Olaf Hansen var digter, og at hans lyrik afspejlede Vestlollands natur og sprogtone. Desuden oplyser inskriptionen os om, at han ved siden af sit hverv som digter havde fungeret som lektor i Aarhus, hvor han afgik ved døden.
Ud over den viden, disse informationer giver den forbipasserende, er det yderst begrænset, hvad digteren Olaf Hansen siger nutidens litterært interesserede publikum. Han er med årene gået i glemmebogen og læses i dag med største sandsynlighed af så godt som ingen. Men hvem var Olaf Jonas Hansen, som hans fulde navn var?
Olaf Jonas Hansen (herefter omtalt som Hansen) blev som nævnt født i 1870 i Nordenkirke, nærmere betegnet Nordenkirke 13. Han var søn af ægteparret Rasmine og Peter Hansen. Rasmine, der stammede fra Tjørneby på Nordlolland, arbejdede hos købmand Levison på Axeltorv, mens faderen, Peter, der var født i Sjunkeby på Sydvestlolland, var ansat hos Ib Frederiksen på dennes bryggeri i Vejlegade 1.
Et par år senere i 1872 erhvervede Peter Hansen borgerskab som ølbrygger og overtog Vejlegade Bryggeri, der var placeret på Vejlegade Bro, dvs. nuværende Vejlegade 41. I de følgende år udviklede bryggeriet sig til en blomstrende forretning med fem ansatte og en årlig omsætning på 16.000 kr. Det betød, at han efterfølgende både kunne opkøbe 10 tdr. land på Madeskoven og opføre en villa på Nørrevold nr. 28.
Hansens opvækst var præget af den tryghed, som familien formåede at skabe gennem barndommen og ungdommen, hvilket afspejler sig i hans senere lyriske forfatterskabs beskrivelser af livet i bryggergården og provinsbyen Nakskov. Desuden var opvæksten præget af enkle og nøjsomme levevaner samt arbejdsomhed, hvor denne sidstnævnte egenskab ret hurtigt gav sig til kende i hans skolegang. Hansen var efter sigende en flittig og interesseret elev, der blev grebet af nysgerrighed og en læselyst, der betød, at hans fremtidige livsbane pegede i en helt anden retning end forældrenes. – Der lå ikke en fremtidig brygmester gemt i Hansen. Tværtimod.
Som 16-årig forlod han Nakskov – uden dog på nogen måde at miste forbindelsen til hjemegnen – og tog ophold i København, hvor han blev optaget på Døckers Studenterkursus, hvilket indebar, at han i 1888 blev student. Interessen for litteratur var den medvirkende årsag til, at han straks efter studentereksamen lod sig immatrikulere på Københavns Universitet med fagene dansk, tysk og latin. Studierne afsluttede han i 1894 med embedseksamen som cand.mag. Efter seks års studier, var det nu tid til at finde et job, og i den kommende periode frem til 1906 var han ansat ved forskellige skoler i København. I 1906 giftede Hansen sig i en alder af 36 år med den 22-årige lærer Nanna Meyer, og sammen med hende flyttede han i 1906 til Aarhus, hvor han havde fået en adjunktstilling på Aarhus Katedralskole, hvor han – fra 1919 som lektor – var ansat helt frem til sin død i 1932. – For øvrigt som en meget vellidt og inspirerende underviser.
Gennem studietiden havde Hansen allerede forsøgt sig som digter, og det var lykkedes ham i 1894 at debutere med et digt, ”Høstvise”, i tidsskriftet ”Taarnet”, der bar undertitlen ”Illustreret Maanedsskrift for Kunst og Literatur”. Tidsskriftet redigeredes af forfatteren Johannes Jørgensen og udkom i perioden 1893-94. Bag tidsskriftet stod en ny og yngre generation af forfattere og kunstnere, der for de flestes vedkommende alle debuterede i begyndelsen af 1890’erne, og som samlet set udgjorde et opgør med den fremherskende naturalistiske og realistiske litteraturen, der omkring 1870 var slået igennem som ”Det moderne Gennembrud”. Bannerføreren for denne bevægelse var Georg Brandes, der mente, at en levende litteratur var en litteratur, der satte problemer under debat. Der var altså tale om en kritisk-engageret litteratur, der gjorde op med romantikkens idéverden, og som satte spørgsmålstegn ved samfundets gældende normer og traditioner som f.eks. religion og kristendom, kvindens stilling i ægteskabet, seksualmoralen, forholdet mellem de to køn, de store klasseforskelle og de sociale levevilkår i by og på land. – Men, hvad havde den nye generation så at byde ind med som erstatning for ”Det moderne Gennembrud”?
Johannes Jørgensen havde i et af de første numre af ”Taarnet” i 1893 udgivet en programartikel – kaldet ”Symbolisme” – hvori han stillede sig kritisk til den samfundsdebatterende litteratur, som Brandes havde introduceret 20 år tidligere. I stedet gjorde Jørgensen sig til talsmand for en kunst, hvor troen på en metafysik var fremherskende, dvs. troen på, at der bag den materielle virkelighed fandtes en anden og højere, åndelig virkelighed, ”en anden Verden, noget Hinsides”. Kun kunstneren kunne ifølge Jørgensen erkende disse overordnede, guddommelige sammenhænge og dermed samtidig ophæve den følelse af tristesse, hjemløshed, isolation og splittelse, som det moderne menneske led under. Og dermed greb flere af de yngre forfattere tilbage i tiden, idet deres digtning i flere henseender var en videreførelse eller efterklang af litteraturen fra første halvdel af 1800-tallet, dvs. romantikken, hvor kunstnerne dyrkede ånden i naturen og Gud i himlen. De blev derfor af mange omtalt som symbolister, senromantikere eller som del af ”Det sjælelige Gennembrud”.
Denne nye bevægelse inden for 1890’ernes digtning følte Olaf Hansen sig forbundet med gennem det meste af sit forfatterskab, hvilket på et senere tidspunkt kom til udtryk i forbindelse med en fest i anledning af hans 50-års fødselsdag, hvor han udtrykte sig således:
Hver er sin Tids Barn –
jeg dens, der søgte et Midtpunkt
udenfor Dogmernes Grænser,
men inden for kredsen af Selvet,
enten saa Selvet var Drøm
eller Virkelighed
Men dér, hvor han satte sig sit største eftermæle, var nok i forbindelse med de mange digte, der på forskellig vis ser tilbage på og behandler hjemegnen: Nakskov, Nakskov Fjord og Vestlolland. I en antologi, ”Nyere dansk lyrik”, som Hansen udgav for Dansklærerforeningen, og hvori indgik visse af hans egne digte, karakteriserede han dele af sin litterære produktion som hjemstavndigtning og dermed sig selv som en hjemstavnsdigter, for hvem den vestlollandske naturs værdier og kvaliteter var trådt tydeligt frem gennem læsningen af en anden, men udenlandsk hjemstavnsforfatters naturlyrik, nemlig holsteneren Klaus Groth (1818-1899).
Hansens hjemstavnsdigte er præget af vemod og reflekterende resignation samt en nostalgisk længsel bort fra nuet mod fortiden, hvor denne repræsenterer et tabt og uspoleret paradis. Mange af digtene er skrevet, efter at Hansen forlod Vestlolland, og de bliver derfor ofte et udtryk for et tidligere liv genoplevet i erindringen, hvor forfatteren er på sporet af den tabte tid, mens andre digte er skrevet under de årligt tilbagevende sommerferieophold, som Hansen tilbragte i og ved Nakskov. Denne stemning kommer bl.a. til udtryk i digtet ”Paa Diget” i digtsamlingen ”Tværveje” (1904):
Jeg ser fra det lave Dige
ud saa langt jeg kan
Jeg blev i mit eget Rige
halvt en fremmed Mand
Jeg kommer for at sige,
jeg elsker dette land
Og langt senere i samlingen ”Stemmer fra Stilheden”, året før Hansen døde i 1932, er stemningen og kærligheden til hjemegnen og den lykkelige tid, som den har bibragt ham gennem årene, fortsat til stede:
Støt den tunge Færge skrider
kendte kyster dukker frem –
og det er, som om jeg glider
mod mit rette hjem
Det var her min ungdom vandred,
før de tætte Pile faldt –
nu er meget saa forandret
men dog ikke alt.
En spadseretur til den jødiske begravelsesplads på Jødevej, skildret i digtrækken ”Jødernes Kirkegaard” (”Tværveje, 1904), kan – efter en længere beskrivelse af turen gennem et udpræget fattigkvarter ud til pladsen samt den øde og forsømte begravelsesplads – bruges som afsæt til en drømmelignende og fantasifuld vandring væk fra nutiden og tilbage til fortiden, hvor en række billeder fra det gamle Nakskov efterhånden udvides til et generelt billede af det stadigt tilbagevendende problem: antisemitismen. Hansen oplever i sine syner, at en ældre mandlig jøde med oprindelse i ”Galiziens Land” bliver centrum for lokalbefolkningens stenkastning, eller hvordan en jødisk skolekammerat reagerer på klassekammeraternes hån og spot:
Og det hændte, at blindt og fortvivlet han slog,
om end der var stærke tilstede.
De lo, naar, besejret han stod i en Krog
og kæmped for ikke at græde
Billederne fra Nakskov afsluttes med et flash-back til forskellige gammeltestamentlige scener, bl.a. kong Salomons opførelse af templet i Jerusalem, inden forfatteren på baggrund af en kraftig regnbyge vækkes og igen befinder sig på den forsømte begravelsesplads på Jødevej. Og samtidig må erkende, at der ikke længere begraves folk på pladsen, synagogen står tom og ingen jødiske drenge længere udsættes for drillerier i skolegården. Digtet bliver dermed et mindedigt om en forsvundet befolkningsgruppe og dens religion og kultur samt en svunden tid i Nakskov.
Hansen lyriske produktion er som regel præget af en alvorsfuld og højstemt tone, men humoristisk sans var han faktisk også i besiddelse af. Det afspejler sig bl.a. i digtsamlingen ”Tværveje” (1904), hvor digtene ”Barselsgildet paa Engvej” og ”Begravelsen i Branderslev” skiller sig totalt ud fra de øvrige digte i samlingen. I det første digt om barselsgildet kan personen Niels på humoristisk og selvironisk vis berette om, at han efter gildet vågnede op med ret så store tømmermænd. Grunden til dette var ikke blot, at det ”blev sgu Satans silde”, men at indtagelsen af alkohol var forholdsvis stor, ”aa vi va’ lidt mere fulde/ da vi gik, end da vi kom”. Moralen i digtet optræder i sidste strofe, hvor Hansen påpeger, at man ikke skal drikke for meget, når man skal tidligt op, at man kan få besvær med at finde hjem, når man er ”dundrende fuld”, og at det kan resultere i, at ”aa brækkede mig paa vort Gulv/ aa Konen ble’ lynende gal”.
I ”Begravelsen i Branderslev” er der ikke tale om for stor indtagelse af alkohol, selv om gildet var stort ”hos Smaafolk at være”. Problemet er derimod vejrliget i forbindelse med den afdøde jomfrus begravelse, hvor jeg-personen og hans ven Mads sammen med andre har indvilget i at bære kisten. Men på grund af styrtregnen – det var ”et Satan til Føre” – beskriver Hansen som en travesti, hvordan bærernes fodtøj bliver tilsølet og præstens høje hat pludselig blæser af hans hoved og flyver gennem mudderet og tilsvines, hvilket får Mads til at udbryde, at det er godt, at det ikke er hans hat. På trods af alle disse forhindringer, hvor man bl.a. må stoppe op og indhente en flyvende hat, lykkes det dog til sidst at få jomfruen i jorden:
Vi frøs, men det fik jo da Ende en Gang
Aa det knev for den gamle og Moren.
Det va’ knapt, a’ vi sæl kunde høre, vi sang,
Men Jomfruen kom da i Jorden.
”Se, der æ nu Plads til fler”, sa’e Mads.
”Men naar vi nu bare va’ hjemme.
Det va’ godt a’ faa skiftet lidt snart”, sa’e
Mads,
”aa min Ligtorn begynder aa klemme”
Foruden lyrikken, som fylder mest i Hansens forfatterskab, bør hans forskellige dramaer nævnes. Dramaer, der alle er affattet på vers, og som dermed genremæssigt peger tilbage i tiden til 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Det bedste eksempel på dette er skuespillet ”I Rungsted Kro” (1914), som omhandler dramatiserede scener fra forfatterens Johannes Ewalds liv. Skuespillet, der både blev opført på Aarhus Teater og Det kongelige Teater, var vel nok Hansens største succes inden for denne genre. Desuden indgik han på det dramatiske område et samarbejde med komponisten August Enna, der for øvrigt også var født i Nakskov, om versificering af nogle af de litterære tekster, der lå til grund for visse af Ennas operaer.
Ved siden af sit virke som forfatter, fungerede Hansen også som litteraturanmelder ved Aarhus Stiftstidende og oversætter af udenlandsk litteratur, hvilket vil sige islandsk litteratur af såvel nyere som ældre oprindelse, herunder ikke mindst en oversættelse fra oldislandsk af ”Den ældre Edda” og visse af sagaerne.
Hansen efterlod ved sin død i 1932 en forholdsvis stor litterær produktion og en lang række oversættelsesarbejder og anmeldelser, men hvad angår denne store indsats på det skønlitterære område, så er denne – set med eftertidens øjne – bedst karakteriseret ved titlen på hans sidste udgivelse: ”Stemmer fra Stilheden”. Olaf Hansen gik i glemmebogen og et af de få minder om ham og hans forfattervirksomhed er busten på hjørnet af Nordenkirke og Præstestræde, som den travle forbipasserende næppe ænser.
Kilder:
Albeck, Gustav: En århusiansk digterskikkelse, in: Aarhus Stiftstidende 23.12. 1970.
Albeck, Gustav: – enten så selv’et var drøm eller virkelighed, in: Aarhus Stiftstidende 24.12. 1970.
Andersen, Harry: Olaf Hansen – en glemt digter, in: Nordisk tidsskrift för vetenskap, konst och industri, s. 371-93. (Stockholm 1958)
Andersen, Vilhelm: Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. IV. (København 1925)
Billeskov Jansen, F: Dansk litteraturhistorie bd. III. s. 568. (København1964-66)
Henriksen, Marie: Olaf Hansen, in: Nakskov Samfundet 1943-45. (Nakskov 1943-45)
Nakskov lokalhistoriske arkiv: U 16347-16353
.
Cand.mag i dansk og historie og frivillig medarbejder I Historiens Hus Nakskov