Vindeby sogn er omgivet af Utterslev, Løjtofte, Herredskirke og Købelev sogne og Smålandshavet. Sognet er 2 km bredt og 7 km langt, og det har en jævn, næsten plan, moræneflade som på det højeste sted når 9 meter over havets overflade. Sognet må mange steder beskyttes af diger.
I 1600-tallet var Vindeby sogn langt mere skovbevokset end nu. På Svenskekrigens tid (1657-1660) strakte skoven sig fra Onsevig og helt op til Skovballegaard (det nuværende Sejerlund). I en takseringsbog fra 1685 hedder det, at Vindeby havde en skov, der kaldtes Marne, og hvori samtlige bønder havde deres skovpart.
Svenskekrigen sluttede d. 26. maj 1660, og i skadesvurderingen for Vindeby sogn er der opgivelser om høsten. De udpinte og mishandlede bønder havde ikke arbejdsmod nok til at gå i gang med forårsarbejderne i 1660, og man manglede i stor udstrækning såsæd. Resultatet var, at da høsttiden kom, var der intet at høste. Det trøstesløse syn af de mørke brandtomter eller ødelagte og faldefærdige huse øgedes yderligere på baggrund af de udyrkede marker og den elendighed der lå over alt. I skadesvurderingen efter krigen blev der skrevet om Vindeby sogn og by:
”Jeppe Hansen Krises gård er ganske nedbrudt og ruineret i denne fejdetid, kan ej opbygges og forfærdiges ringere end penge 60 Rdl. Fandtes intet korn, og der var intet sået.
Jens Andersen Smids gård, børstfældig på Langhalm 12 traver, hver trave 2 Mark, er 9 Rdl, som han til de svenskes heste til hakkelse måtte afbryde. Lervægge 10 á 4 Sk., er penge 2½ Mark. Fandtes rug 2 traver, 1 læs ærter.
Mads Jensens gård findes brøstfældig på 2 spænderum til en svineigel, som de svenske brød af. Kan ikke opbygges ringere end penge 4 Rdl. Fandtes Rug 8½ traver.
Poul Hansens gård findes brøstfældig for langhalm 8 traver, hver trave 3 Mark, er 6 Rdl., som de svenske brød af til hakkelse for deres heste. Lervægge 4 á 4 Sk., er penge 1 Mark. Fandtes 1 trave rug, ærter ½ læs. Peder Mortensens gård er ganske af fjenden nederbrudt og 3 eller 4 bjælker, kan ikke ringere opbygges end penge 160 Rdl. Fandtes intet korn”.
Vindeby
Landsbyen Vindeby blev nævnt første gang i 1391 som Wyndeby, og har altid haft lidt forskellig karakter i nord og syd. I den sydlige del omkring forten med kirken var toftestrukturen ganske tæt og præget af mange huse. Mod nord blev der større afstand mellem husene, men til gengæld var tofterne mere velordnede og regulerede. Denne forskellighed har holdt sig op til vore dage. Landsbyen blev udskiftet tidligt ligesom nabolandsbyerne, allerede i 1789. Mange gårde flyttede ud, men landsbyen bevarede sit samlede præg, da nye huse kom til. Især i den nordlige del af byen blev bebyggelsen tættere.
Mod øst støder Vindebys område op til Tjørneby, der tidligere hørte til Vindeby sogn, men nu hører under Utterslev sogn. Denne adskillelse medførte mange uoverensstemmelser mellem de to byer. I 1766 forsøgte man derfor at få en ende på balladen, og indgik en overenskomst om ophævning af den fælles græsning. Bagefter kom Vindeby-mændene i tanke om, at Tjørneby-mændene nok var kommet bedst ud af den overenskomst, og derfor nægtede de at opfylde de forpligtelser, som de ellers havde accepteret. Derfor blev stridsspørgsmålet rejst flere gange for Kancelliet og Landvæsens-Kollegiet, og hver gang fik Tjørneby-mændene medhold. Til sidst truede man Vindeby-mændene med store bøder, men truslerne virkede ikke, for Vindeby-mændene nægtede at udføre deres del af arbejdet med opsætning af gærder og gravning af grøfter i de nye skel. De ødelagde også det arbejde, som Tjørneby-mændene havde udført på deres halvdel. Til sidst tabte Kancelliet tålmodigheden og lod arbejdet udføre på Vindeby-mændenes regning og udpantede dem for beløbet. Nu var årsagen til de gentagne stridigheder fjernet, og sindene faldt efterhånden til ro igen.
Vindeby kirke
Vindeby kirke er opført af røde munkesten, som senere er blevet kalket over, så kirken i dag er hvid. På en tavle, som skulle hænge i skibet fremgår det, at kirken er bygget i 1377, men det er ikke rigtigt, og den er meget ældre. Kirken har et romansk kor og skib, som er nært beslægtet med Nordlunde kirke og et gotisk tårn og våbenhus. I katolsk tid, altså før 1536, var kirken viet til Sankt Andreas, der var fisker og en af de første apostle til at følge Jesus.
Allerede i 1853 fik Vindeby skole. I årene mellem 1880 og 1940 ændredes landsbyen til en mindre rural by med mange servicefunktioner som bibliotek, alderdomshjem, kommunekontor og ikke mindst jernbanestationen. Den fik navnet Onsevig station, selv om den lå i den sydvestlige udkant af Vindeby.
Sildesalteriet på Onsevig havn ca. 1908-1910. 
Onsevig Kro før branden i 1976.
Onsevig
Nord for Vindeby ligger Onsevig. Onse Wig kendes og nævnes tilbage i 1692, men forskerne mener at navnet stammer tilbage fra oldtiden og kommer af Odins Vig. Ved Onsevig drev beboerne smughandel uden om Nakskov, men fra 1856 fungerede Onsevig som udskibningssted, og skibsbroen blev bygget i 1855-1858. I 1918-19 anlagdes en fiskerihavn og i 1947 blev havnen uddybet. Inde i bunden af Onsevig er der inddæmmet land. Vindeby Skovskole på Byskovvej 38 blev opført i 1900.
Allerede i slutningen af 1800tallet var der ud over skibsbroen en kro og enkelte huse. Husene lå lidt væk fra kysten, der hvor vejen drejer vinkelret ind i landet. Byen ved havnen er vokset i 2 perioder. I begyndelsen af 1900-tallet blev den første del af husene bygget, på den del af vejen som går inde midt på odden. I denne periode kom der også missionshuset Nebo til i 1909, og i 1913 blev der bygget hotel. I 1950’erne blev den yderste del af vejen, der gik helt ud til havnen, bebygget til en tæt række huse. Der kom også en købmand og senere blev der indrettet feriekoloni. Onsevig Kro havde 30 senge og selskabslokaler med plads til op til 200 personer. Kroen brændte i 1976, og er genopbygget som en moderne murstensbygning, men er ikke længere kro.
På Onsevig Havn lå en særlig trekantet bygning, som blev kaldt for Ishuset eller Salteriet. Her saltede fiskerne sild, som blev eksporteret som Danske Bæltsild. Fiskernes problem var nemlig at få afsat de store fangster af sild, og derfor forsøgte de sig med et andelssildesalteri. På Onsevig station i Vindeby blev der lavet et sidespor til fiskerne, men når der blev fanget rigtig mange fisk, sejlede fiskerne dem direkte til Kiel i Tyskland i stedet for. Det gamle sildehus brændte i 1956, og siden er der rejst en ny bygning på stedet. På pladsen ved salteriet var der anlagt en iskule. Om vinteren huggede man is ved Sejerlunds vandgrav på Bjælkehovedvej, på Egemoses dam og på byparkens dam i Vindeby. Fiskerne savede isen ud, hvorefter vognmand Jahn kørte isen til Onsevig, hvor den blev dækket med rå tang. På den måde havde man is til nedkøling af fisk indtil det blev sommer. I nærheden af salteriet var der også en barkgryde, hvor fiskerne kogte deres sildegarn. Garnene var lavet af bomuld og skulle være rene.
Skredtorpe
Byen Skredtorpe i sognets allersydligste del omtales første gang i 1451 som Skrethorpæ. Navnet antyder at Skredtorpe er en udflytterby fra Vindeby. Der er ikke meget at finde om Skredtorpe i kilderne, bortset fra at to bønder i Skredtorpe i 1653 fik noget korn tilbage, som var blevet konfiskeret i Svendborg på grund af skipperens uheldige optræden. Hvad han gjorde vides dog ikke.
Derudover findes en samling huse på Vindeby Hede.
Gårde
I sognet er der flere store gårde i tæt på Vindeby. Vindebygård omtales første gang i 1426, hvor den var ejet af Jens Andersen. Helt til slutningen af 1700 var der spor efter volde og grave rundt om gården. Den nuværende hovedbygning er fra slutningen af 1800-tallet.
Sejerlund hed førhen Skovballegård og er opført i begyndelsen af 1900-tallet. Den overtog sit navn fra en tidligere gård med samme navn, som blev revet ned i 1909. Den nedrevne gårds jorde stødte op til den nuværende Sejerlund. Den oprindelige gård Sejerlund var i slutningen af 1700-tallet sammenkøbt og opbygget af købmand i Nakskov Christen Jensen, som skulle have givet gården sit navn i anledning af en sejr i en proces.
Frederiksminde er også en nyere gård: den er bortskødet i 1837 fra sognefogeden Frederik Jørgensen til hans søn Jørgen Frederiksen. I 1866 fik gården så navnet Frederiksminde.
Gården Agersdal på Toftevej 117 lige syd for Vindeby fungerede som Vindeby Fattiggård og senere Alderdomsasyl. I fattiggården var der kun plads til ét fattiglem, men samtidig var der indrettet alderdomshjem på gården.
Vindeby Mølle
Lige vest for Vindeby ligger Vindeby Mølle, som i dag er et møllemuseum. Møllens historie fortaber sig i fortiden, men den nuværende mølle er formentlig den 4. mølle på stedet. Det er en hollandsk vejrmølle og den er dateret til 1824 ved hjælp af bjælkerne i den bærende konstruktion. Før den tid lå der stubmøller på stedet, og i 1823 brændte den sidste stubmølle, hvorefter den nuværende mølle blev opført. Den blev fredet i 1959, er blevet restaureret og er i dag en fuldt funktionsdygtig mølle.
Folkelige fortællinger
På Vindeby Hedegård boede i gamle dage en sognefoged, Thomas Hansen. Han var gift og havde også sin svigermor boende hos sig. På gården var der spøgeri, hvor en mand gik gennem hele huset om natten, og det lød som om han trak et kotøjr efter sig. Men en gang manede svigermoderen spøgelset ned. Hun rejste sig op i sengen og sagde: ”Hvem er I, vi har købt gården og betalt den, så vi må også have lov til at bo her!”. Så forsvandt spøgelset og har ikke siden vist sig.
Marie Just i Vindeby havde en del gæs, og når en gås fik ællinger, anskaffede huns sig et såkaldt sejrskind hos en slagter, det skulle være af en hoppe. Dette spændte hun for en dør og stak hul deri, igennem dette skind skulle alle gæslingerne, og så fremsagde hun følgende formular: ”I skal alle leve – vi skal jer alle nyde – I skal alle i en gryde”. Alle var bange for denne kone, når det traf, at hun kom hos nogen, når de kværnede; de holdt da op med at kværne, for de vidste, at når hun kom, fik de ikke smør. Det gik heller ikke an, at hun så svinene, for så forgjorde hun dem.
”I min fødeby, Vindeby, findes en vej, som kaldes Munkevejen. Hvoraf den har fået dette navn, ved jeg ikke. Om denne vej har jeg hørt af gamle folk, at den i ældre tider har været anset for ikke at være god at befare om natten, idet der undertiden viste sig nogle lange skikkelser, som bevægede sig op og ned ad vejen, og så nogen disse skikkelser dér, betød det gerne, at de snart skulle dø.
Det er også blevet fortalt, at det for mange år siden skete, at en mand, som omtrent ved midnatstid gik på denne vej, så sådanne skikkelser, og da han så dem, blev han pludselig så mat, at han næsten ikke kunne gå videre. Det var for ham, som om der blev lagt en svær byrde på ham, og han nåede kun sit hjem med stor besværlighed. Han blev også straks meget syg og lå i mange uger derefter”. Fortalt i 1854 af J. L. Jessen fra Vindeby.
Kilder
Grundtvig, Svend (1948): Danske folkesagn 1839-83.
Grytner, John (2007): Bæltsild fra Onsevig. Lokalhistorien nr. 19.
Haugner, C. C. (1922): Nørre Herred.
Johansen, Julie Fryd (2007): Landsbykataloget. Kulturmiljøer i Lolland Kommune.
Trap, J. P. (1955): Trap Danmark, Maribo Amt.