Aftenen før befrielsesbudskabet blev Slotø i Nakskov Fjord bombet af de allieredes fly – en dramatisk optakt til en ikke mindre dramatisk og bevæget periode på Vestlolland.
Optakten til befrielsen blev i Nakskov mere dramatisk end nogen havde kunnet forestille sig – og det var allierede bombere, som skabte dramatikken. 3. maj om aftenen blev Slotø i Nakskov Fjord bombet under et angreb på tre oplagte ØK-skibe. Det var den 153. luftalarm i Nakskov og så absolut den mest dramatiske.
En af dem, som oplevede begivenheden på nært hold, var nuværende bogholder Jørgen Thordrup. Han fortæller:
153. luftalarm
– Vejret var godt den aften, under den 153. luftalarm, flyvervarsling, som det hed, og vi stod flere ordonnanser fra “Spejdernes Hjælpekorps” og andet “ledigt” mandskab fra kommandocentralen i politistationens beskyttede kælder. Lods- og toldbådene lå fortøjede i havnen, og snakken gik om flybeskydninger af skibe i bælterne og i Østersøen. Man luftede rygterne om at Nakskov i disse spændende dage ville blive erklæret for åben by, da vi pludselig hørte flyverstøj. En eskadrille Mosquito-jagere dukkede op i lav højde, svingede i formation ind nær byen og derfra ud over fjorden, hvor vi så formationen dykke. Da bragene fra eksplosionerne kom, var vi klar. Borgmester Marius Nielsen råbte: “Nu gælder det om at spæne”, og i hurtigt trav gik det ned i kommandocentralen, hvor meldingerne fra Slotø begyndte at indløbe.
10 maskiner
Meldingerne, som Jørgen Thordrup nævner, lød:
“To brande på skib og ejendom. Cirka 10 maskiner har beskudt tre oplagte skibe i Nakskov Fjord, brand opstået i det ene skib og på landejendom på Slotø. To læger er afsendt med postbåden. Ambulance holder klar i Lindelse og kører til sygehuset i Nakskov. Skibene tilhører ØK”.
Begivenhederne ved Slotø 3. maj begyndte at tage fart ved 20-tiden. Den første bombe ramte det midterste skib “Java”. Samtidig blev skibene beskudt med maskinkanoner, og de første meldinger gik ud på at der var flere sårede. Samtidig meldtes gårdejer Lars J. Henriksens ejendom på Slotø ramt.
Skar spillebordet over
Under det første angreb fik skibene 20 fuldtræffere. I et af skibene sad fem officerer i maskinrummet og spillede kort, da de hørte maskinerne komme og nåede netop at kaste sig ned, da en granat skar spillebordet midt over og eksploderede, hvorved to mænd blev såret.
Det var en brandbombe, som satte ild i ejendommen på Slotø. I stuen var to små sønner af gårdens beboere, den 8-årige John og den 5-årige Tom, begge blevet såret af beskydningen. Også deres mor kunne nemt være blevet offer. Hun sad i en lænestol og læste, da et projektil fløjtede gennem stuen og ind i væggen lige over hendes hoved og fortsatte, uden at gøre synderlig skade – bortset fra at dette såvel som andre projektiler havde tilstrækkelig slagkraft til at frembringe et hul på en meter i diameter i stuevæggen.
Fra Lindelse sejlede man med søspejdernes båd over til Slotø og fik på den måde de sårede sejlet til fastlandet til hurtig lægebehandling på Nakskov Sygehus.
“Tyskerne har kapituleret”
En knaldgul plakat med fed, sort tekst “Tyskerne i Danmark har kapituleret!” gav i aftes for 25 år siden nakskovitterne den første skriftlige meddelelse om, at krigen var slut. Kun få minutter efter, at BBC klokken 20.37 havde giver frihedsbudskabet, bragte plakaten i Tidendes vinduer på Nørrevold det glædelige budskab – og dog var nyheden allerede spredt. For der findes nyheder, som er så store, så længselsfuldt ventede, at intet nyhedsmedie kan gøre væsentligt til deres udbredelse. En sådan nyhed var den tyske kapitulation. Som en lynild spredtes nyheden gennem byens gader, den sprang som en gnist i en halmstak, blussede op til en flamme, der tændt hver sin flamme i Nakskov til et fælles, jublende festbål.
Optakt til blodige dage
På kun minutter var Nakskov en sydende heksekedel. Fem lange år var ovre, det var forår i mere end én betydning – rigtigt forår for første gang i Danmark siden de tyske hære svømmede ind over landet i 1940. Og det skulle naturligvis fejres.
Befrielsesbudskabet blev punktum for et mørkt kapitel i Danmarks historie. Men frihedsbudskabet blev også optakten til besættelsesårenes mest blodige og mest bevægede periode. Udrensningen var forestående, regnskabets time var oprundet, og mange hundrede danskere skulle endnu miste livet i krigens efterveer. Alene i majdagene blev 400 dræbt. Også i Nakskov høstede døden.
Det var imidlertid ikke frygt for fremtiden, som 4. maj om aftenen besjælede borgerne i Nakskov. De mange, som oplevede denne stund, har erindringen stærkt i hukommelsen.
Ved radioen klokken 20.37
På Tidende sad flere ved radioen klokken 20.37 da budskabet løb gennem æteren. Det var blandt andre redaktionssekretær Ole Schrøder, nu Ekstra Bladet, forretningsfører Alfred Thordrup og dennes søn, nuværende bogholder Jørgen Thordrup. Sidstnævnte fortæller:
– Redaktør Einar Jacobsen kom hurtigt efter frihedsbudskabet op på bladet og dikterede til mig i hurtig rækkefølge teksten til de utallige, gule plakater, der i aftenens og nattens løb fyldte vinduerne. Betagende var det at se ned i de glade og strålende øjne, der læste de hastigt indløbende telegrammer.
Gaderne fyldtes af begejstrede mennesker, studenterne gik i brede rækker syngende forbi. Af og til dæmpedes gemytterne lidt af et par milde maj-byger. Bladhuset fyldtes med venner og interesserede, der ivrigt spurgte efter nyt. Forsyninger blev fundet frem, og stemningen var høj. Venlige kendte og ukendte troppede op for at gratulere, bragte selv mad med og hjalp med at smøre i metervis af smørrebrød.
Møde med pistolmand
Fru Emmy Thordrup fortæller: – Det var min uhyggeligste oplevelse, da jeg 4. maj om aftenen sammen med en mand fra Zonen var på vej ind til bladhuset. I mørket ud for Skovsgaardsvej blev vi standset af en pistolbevæbnet, desperat mand. Han skulle ud af byen så hurtigt som muligt og ville okkupere bilen. Zone-manden fik ham talt til fornuft, selv om det ikke var let. “Kan du ikke se, at sådan en rød redningskorpsbil omgående bliver efterlyst og genkendt?” Pistolmanden forsvandt så i mørket og vi kørte lettede videre. Men hvem ved, hvordan han slap væk?
Jørgen Thordrup fortæller videre: – Den glad og hektiske stemning på bladet blev brat afbrudt, da tyskerne ud for Tidende beskød en Falck-kranvogn, der var beskadiget ved skyderi tidligere på aftenen. Knaldene lød tæt ved, og Ole Schrøder beordrede os ned på maven, under skrivebordene og hvor vi ellers var!
Vi skal aldrig glemme det syn
“Vi skal aldrig glemme det syn…”
Sætningen går igen den ene gang efter den anden i den særudgave, som avisen udsendte 5. maj om morgenen. Man skulle “aldrig glemme” ejendomme med levende lys i alle vinduer, mørklægningen borte, menneskemasserne i gaderne, de danske flag i vinduerne – og specielt Nakskov Tinghus’ ur!
Uret på tinghuset havde siden arrestationen af politiet stået på klokkeslettet 10.37, og byens borgmester havde svoret på, at uret først ville komme til at gå igen, når tyskerne var færdige. Borgmester Marius Nielsens ord stod til troende.
Flygtningene
Og så var der medaljens bagside. Dem, som Nakskov og Lolland-Falster uundgåeligt kom til at stå ansigt til ansigt med.
Flygtningene.
På befrielsesdagen var der cirka 2.500 flygtninge og soldater i Nakskov, men derudover var der et større antal flygtninge i Reventlowparken. Skolerne på Tårsvej, Rødbyvej og Løjtoftevej samt Den Borgerlige Forening, Hotel Børsen, Hotel Skandinavien, størsteparten af hovedskolen og hele Forsamlingsbygningen var annekteret af flygtningene.
“Nakskov kom først krigen og dens gru på rigtig nært hold til allersidst – og derfor virkede den så stærkt: Men ingen må sige, at det egentlig var til nogen skade at Nakskovs befolkning så lidt af det, de kun havde hørt om gennem engelsk radio og læst om i de illegale blade. Det bevirkede en stemningsrejsning, der bragte befolkningen på lige fod med det øvrige lands”. Sådan skrev Ole Schrøder i befrielsesdagens første avis. Men end ikke han havde anelse om, hvad man havde tilgode.
Kirkeklokker og lyse nætter
Så kom da 5. maj – den første dag med fred. En lørdag morgen, hvor kirkeklokkerne ringede fra klokken 8 til klokken 9 og hilste freden velkommen.
Avisen var naturligvis præget af det store, der var sket, men indimellem de fede overskrifter var der også plads til en lille notits, som på nok så god vis afspejler befrielsen i alt, hvad der rørte sig. “I dag, lørdag 5. maj, begynder også de lyse nætter”. Sådan stod der.
Dannebrog gik til tops overalt på byens flagstænger. I Sankt Nikolai var kirken fyldt ved den særlige befrielsesgudstjeneste klokken 8.30, og på gymnasiet markerede skolevæsnet befrielsen. På Nakskovs øvrige skoler havde tyskerne lagt beslag, men på gymnasiet blev der udtrykt mangen et taknemmeligt ord.
På politistationen
Ved halvni-tiden 5. maj indfandt de første frihedskæmpere sig på politistationen i Nakskov. Det vigtigste, der kom ud af formiddagen, var en overenskomst med den tyske kommandant i Nakskov til sikring af roen, indtil en afvæbning kunne finde sted ved allierede styrkers foranstaltning.
Frihedskæmperne satte sig på Krøyers Gård, og på mange gadehjørner blev der oprettet stillinger. Næsten hele den gamle politistyrke nåede hurtigt frem til stationen og forberedte sig på at genoptage sin rolle.
Den tyske chef, Oberleutnant (premierløjtnant) Hein, forlangte i første omgang, at to frihedskæmpere ubevæbnede skulle begive sig til forhandling. Senere indvilgede han dog i sammen med yderligere to tyske officerer at komme til politistationen, hvor man forhandlede med de tre ledere af militærgrupperne i Nakskov, løjtnant Juhl, bogholder Kessel og elektriker Georg Madsen.
Dræbt i Søndergade
Tyskerne nægtede naturligvis at overgive deres våben til frihedskæmperne, og dette måtte modstandsbevægelsen gå med til. Men man enedes om visse våbenløse zoner i Nakskov. Over byen vajede stadig det tyske hagekorsbanner. På Rødbyvejens skole nægtede den tyske kommandant at fjerne flaget.
Lørdag eftermiddag, på denne glædens dag, dræbtes den første nakskovit efter fredsslutningen. I Søndergade kom en gruppe frihedskæmpere og nogle tyske soldater i skudveksling. En forbipasserende, den 30-årige maskiningeniør Jørgen Skov, blev ramt og dræbt. Vildfarende kugler slog ind omkring adskillige andre forbipasserende. En tysker blev dræbt på stedet og syv danskere og en tysker blev såret. En af de sårede nakskovitter døde godt en måned senere.
Ro og orden
Lokalkomiteen for Frihedsrådet i Nakskov udsendte 5. maj en proklamation om ro og besindighed:
“Lokalkomiteen for Danmarks Frihedsråd udtrykker sin anerkendelse af den rolige og værdige holdning, som borgerne i Nakskov og omegn har udvist under fem tunge års besættelse. Lad også værdighed og besindighed præge øjeblikkets spontane begejstring og de kommende dages begivenheder. Undgå episoder og provokationer! Lad os modtage freden med samme værdighed som den, hvormed vi har båret besættelsens byrde. Frihedsrådet har pålagt modstandsbevægelsens lokale styrker at varetage opretholdelse af ro og orden. Vi opfordrer befolkningen til i besindighed at følge de ordrer, der herfra gives. På frihedens dag sender vi vor tak til dem, der gav deres liv for Danmarks frihed. Leve Danmark!”
60 navne på den sorte liste
Lørdag morgen 5. maj begyndte en lang række arrestationer. Frihedsbevægelsen så det som en af sine vigtigste opgaver i samme øjeblik frihedens time var kommet, at sikre sig en lang række mennesker, der i de fem år havde handlet “unationalt” ved enten at være gået i tysk tjeneste, være stikkere eller værnemagere.
Samtlige interneringer blev forestået af frihedskæmperne, men under politiets ansvar. På ting- og arresthuset i Nakskov sad politiassistent Zoega Olsen med listerne foran sig og satte røde kryds ved navnene på de mennesker, der skulle hentes. Listen for Nakskov og Vestlolland omfattede godt 60 navne på mænd og kvinder, som sigtedes for samarbejde med tyskerne.
I Krøyers Gård
7. maj om eftermiddage havde man foreløbig interneret 25 personer på Vestlolland, og da der ikke var mere plads i arresthuset, tog man Krøyers Gård i brug. Tiden efter befrielsen blev travl og ikke ublodig. Politiet trådte i aktion allerede 6. maj om aftenen, da korpset fik ordre om at trække i uniformen påny. Sammen med frihedskæmpere forestod politiet det omfattende arbejde med at fange og internere hipo-folk, værnemagere og kollaboratører iøvrigt.
Den tyske værnemagt i Nakskov begav sig ikke straks på march. Endnu 11. maj konstaterede Nakskovs aviser, at oberleutnant Hein og hans cirka 500 mand stadig befandt sig i deres garnison – og at man pure afviste at kapitulere til andre end englænderne.
Af den grund ventede man naturligvis spændt på briternes ankomst.
Briterne i Nakskov
Fredag 11. maj om aftenen kom de så – fire mand med Captain Williams i spidsen. Og midt i den store, begejstrede folkemængde overgav Nakskovs tyske garnison sig da til de sejrende allierede.
– De er klar over, at De nu må overgive alle Deres større våben og al Deres ammunition til modstandsbevægelsen her?
– Ja, svarede den tyske officer.
– Godt! De må aftale det fornødne med modstandsbevægelsen, og i morgen inden klokken 12 have anbragt det hele på et sted, udpeget af denne bevægelse …
– Ja, svarede tyskeren.
Dermed var krigen forbi for de tyske styrker i Nakskov. I havnen lå 10 tyske fartøjer, men de måtte ikke sejle hjem. De enkelte tyske soldater, som sås på gaderne, vendte demonstrativt ryggen til de store folkemasser og luskede af …
Kort efter tog Nakskov afsked med fire engelske soldater, som havde fået den mest hjertelige velkomst nakskovitterne nogensinde har budt udlændinge.
Efterskrift: Jørgen Thordrup blev senere i livet Rudolf Steiner-lærer og begyndte at interessere sig for labyrinter, et emne han også skrev en bog om. Han døde 2008 i en alder af 82.
Denne artikel blev bragt i Tidende for Lolland og Falster d. 4. maj 1970 og er forfattet af journalist Mogens Warrer. Den bringes her med hans tilladelse.
