Forfatteren Hilmar Wulff (1908-84) blev født i Randers i en børnerig fiskerfamilie, som kort tid efter flyttede til Nakskov. Hilmar Wulff voksede derfor op på Jødevej, og gik i skole på Ølkarsvej skole. Senere kom han på Byskolen, som han forlod uden eksamen. Efter konfirmationen drog han til søs og rejste jorden rundt et par gange som sømand, vagabond, roearbejder, jord- og betonarbejder med mere. Som 20-årig blev han borgerligt viet d. 13. maj 1928 med Johanne Caroline Spæth. De blev skilt i 1941.
Hilmar Wulff debuterede med et digt i 1936, og i 1937 kom han på Nærum Arbejderhøjskole, og her blev han stimuleret til at skrive. Han havde et godt førstehåndskendskab til livsvilkårene i forskellige arbejdermiljøer, og det ses tydeligt i hans delvist selvbiografiske forfatterskab. I 1942 blev han gift med Karen Inga Pedersen, og de flyttede til Lolland i et hus ved Maribo Søerne sammen med forfatteren Halfdan Rasmussen.
Han startede sin debut med trilogien Som vejret i april (1942), Sådan noget sker faktisk (1943) og Arbejdets sang (1945). Bøgerne handler om Emil, der sejler med damperen Brasilia. Her oplever han konflikten mellem ønsket om at blive styrmand og fastholde sin identitet som arbejder. Den kendte forfatter Hans Kirk kaldte trilogien for en »talentfuld sømandsroman«. Første del af trilogien er da også om livet på havet, mens anden del mere handler om arbejdsløshed og kampen for arbejde i storbyen.
I 1942 var Hilmar Wulff med i en modstandsgruppe. Han distribuerede både det illegale Land og Folk og Frit Danmark, den sidste sammen med legendariske forfatter og modstandsmand Flemming Muus, idet han lejede et fiskerhus ved godset Engestofte på Lolland af dennes senere hustru Varinka. Medens Hilmar Wulff skrev på trilogien, måtte han over hals og hoved flygte til Sverige med kone og børn, grundet sit modstandsarbejde. I Sverige blev han medredaktør af Nyt fra Sovjetunionen, som distribueredes illegalt i Danmark.
D. 1. april 1947 købte Hilmar Wulff et hus på Strandpromenaden 47 i Onsevig, som han kaldte for Troldereden. Samtidig fik han sit litterære gennembrud med sit næste projekt, et bredt anlagt trebindsværk om de polske sukkerroearbejdere på Lolland. De tre bind, Vejen til livet (1947), Livets brød (1948) og Forjættelsens dag (1949) omhandler husmændene og arbejderbevægelsen kort før Den Første Verdenskrig. Her kom tusindvis af polakker kom til Lolland, for at arbejde i de lollandske roemarker. Et af temaerne i værket er importen af billig polsk arbejdskraft og konflikterne med den lokale befolkning. Bøgerne er skrevet som kollektivromaner med et frodigt persongalleri. De er en smuk solidaritetserklæring til datidens slavearbejdere. Vejen til livet gik som føljeton i DKP’s ugeblad EKKO og Hilmar Wulff begyndte også at skrive kronikker i Land og Folk.
Bøgerne blev ikke »kun« kaldt socialrealisme, men sågar socialistisk realisme. Om dem skrev Hans Kirk, at »værket er et af de fineste skildringer af klassekampen vor litteratur ejer, ikke skildret tørt og dogmatisk, men med levende, menneskelige træk.«
Ondt vejr (1950) handler om fiskere i Onsevig, med et fantastisk persongalleri, og deres liv omkring et døgns stormflod. Huset i Onsevig brændte i 1951, og Hilmar Wulff opførte et nyt hus på grunden.
Huset Troldereden i Onsevig 
Det nyopførte hus på Strandpromenaden 47 i Onsevig
Hilmar Wulff havde nu så høj en stjerne i DKP, at hans næste roman Katinka (1951) om den stærke kvinde Katinka, der kunne hvad hun ville, udkom på partiets forlag Tiden. Bogen var tilegnet alle de kvinder og mænd, som hver efter sin evne gør deres arbejde i tilslutning til Jeppe Aakjærs ord: »du være de fattiges værner, du være de riges ris, da får du ej ordner og stjerner, men bævende læbers pris«. Bogen udtrykte en munterhed og optimisme, som kendetegnede flere af hans bøger.
I 1953 fik Hilmar Wulff tildelt Martin Andersen Nexø prisen, hvilket Kommunistpartiets andet store digternavn Otto Gelsted begrundede med, at han »deler med Andersen Nexø en bestræbelse: at forherlige det almindelige menneske med alle dets rige og uanede og misbrugte muligheder«.
Hilmar Wulff, der selv vagabonderede Europa tyndt i 1930’erne, skrev samme år Sol-vagabonden, der hylder de gamle vagabondkammerater, »Fordi de lærte mig, at det enfoldige hjertes visdom er godt kammeratskab og glæde ved livet. De rene af hjertet, som elskede solen, og følte kollegialt venskab og dyb respekt, for den vagabond, som jog kræmmerne ud af templet«.
Vagabonden i bogen har vandret fra det flade Lolland til Andesbjergene, på fragtfarter fra London til Mexico, fra arbejdslejre i England og Skotland under krigen og tilbage til Lolland. Læseren møder ham på hans sidste dag, da han for første gang ikke har lyst til solens stråler. En poetisk og livsbekræftende bog.
I 1952 rejste Wulff til Kina, hvilket der kom to romaner ud af: Lykkens blå forel (1954) og Kuan Yins klokke (1955). Bøgerne omhandler den forældreløse pige Lille Glæde og hendes opvækst og udvikling i Kina under revolutionen, kontrarevolutionen og krig. Bøgerne blev af Hans Kirk kaldt Wulffs »mesterstykke«.
I 1958 kom – Men først brød om fisker-Sørens liv og kampe i et fattigt fiskermiljø. Året efter fulgte en lille perle, den selvbiografiske Ung mand søger, hvor Søren (Hilmar) kommer til hovedstaden og bliver værftsarbejder. Bogen omhandler de urolige år i København i mellemkrigstiden med hårde arbejdskampe og noget så sjældent som en beskrivelse af den kommunistiske ateistorganisation Proletarisk fritænkerforbund. Det var tilknyttet den kommunistiske Internationale for Proletariske Fritænkere (IPF). Her blev hovedpersonen Søren dog ekskluderet. Bogen giver desuden et humoristisk billede af livet i en kommunistisk celle og en perlerække af skæve eksistenser som Åletyven, Fidus-Karl, Den Vingeskudte, Perlefiskeren og andre. Søren finder fællesskabet blandt de, der danner grundstammen i de store arbejderuroligheder i slutningen af tyverne, herunder Lille-Lenin.
I 1957 udkom »I kamp for friheden«, en af flere drengebøger, om en drengs oplevelser i modstandskampen. I 1959 flyttede Hilmar Wulff med familien til Vindekilde ved Hørve.
Hilmar Wulff var i en årrække frem til 1971 formand for Dansk Forfatterforening. Han modtog flere priser, hvoraf de vigtigste var Kollegaernes Ærespris i 1950, Andersen-Nexø prisen i 1952 og LO’s kulturpris i 1982.
Hans kærlighed til Polen udløste i 1955 et diplom og i 1959 en fornem polsk orden. Flere af hans bøger udkom i DDR og Polen. I 1961 udkom hans smukke bog Polen. Pramdragerne på Gudenåen (1965) er en fremragende roman om livet på Danmarks eneste »flod«, Gudenåen, for et »proletariat af fandenivoldske vildbasser«, der møjsommeligt slæbte gods fra det midtjyske til Randers Fjord. Det er en halvdokumentarisk roman om omkostningerne ved industrialiseringen af området omkring Silkeborg.
I 1973 flyttede Hilmar Wulff med familien tilbage til Lolland, hvor han bosatte sig i Kragenæs. Her havde han bl.a. en lille jolle liggende. Den havde navnet Den flyvende Lollænder.
Hilmar Wulff døde 76 år gammel d. 21. december 1984, og ligger begravet på Birket kirkegård. Han er i dag en overset arbejderforfatter, hvis bøger forsat er aktuelle og læseværdige. Hans værker hører til i klassekampslitteraturen og burde stå på hylden blandt klassikerne.
Af Klaus Balch Sørensen, frivillig medarbejder på Nakskov lokalhistoriske Arkiv
