1889 udgav den danske forfatter Herman Bang (1857-1912) romanen ”Tine”, og det interessante i denne sammenhæng er, at størstedelen af romanen er skrevet i foråret 1889 i Nakskov på Hotel Skandinavien – i det daværende værelse nummer 24.
På dette tidspunkt, altså i 1889, var Bang allerede kendt som forfatter, litteraturkritiker, journalist, foredragsholder og oplæser ikke blot i Danmark, men også i udlandet; ikke mindst for sine romaner, noveller og journalistiske artikler. Bag sig havde han allerede da romaner som f.eks. ”Håbløse Slægter” (1880), ”Ved Vejen” (1886) og ”Stuk” (1887), novellesamlingerne ”Excentriske Noveller” (1885) og ”Stille Eksistenser” (1886), og litteraturkritiske artikler samlet i essaysamlingen ”Realisme og Realister” (1879).
Desuden havde han fået et stort antal journalistiske artikler og føljetoner publiceret i forskellige såvel danske som udenlandske dagblade og magasiner. Blandt disse artikler bør i denne sammenhæng nævnes Bangs mesterlige og ikke mindst dramatiske beskrivelse af Christiansborgs brand i 1884, hvor han – siddende i Nationaltidendes bygning lige over for slottet – på impressionistisk vis beskriver det sydende ildhav og den infernalske og øredøvende larm i forbindelse med branden og de sammenstyrtende bygningsdele.
Men hvorfor var Bang nu i Nakskov fra januar 1889 og frem til den 19. maj, hvor han forlod byen igen?
Herman Bang, der var ud af en præstefamilie, havde tidligt mistet begge sine forældre, og efter at han i 1875 blev student fra Sorø Akademi, påbegyndte han – halvhjertet – studier ved Københavns Universitet i jura og statsvidenskab. Studierne var det altså så som så med, da han foretrak at flanere rundt i storbyen og forsøge sig inden for skuespilkunsten; dog uden større succes, hvilket indebar, at han hurtigt havde opbrugt arven efter sine forældre. På trods af den senere succes som forfatter – i både Skandinavien og ikke mindst den tysktalende del af Europa – var han resten af livet ofte i økonomiske vanskeligheder, hvilket han bl.a. forsøgte at kompensere for ved hjælp af oplæsningsturneer i ind- og udland.
Det var en sådan oplæsningsturné, der bragte Bang til Nakskov i 1889. I den lokale dagspresse kan man den 18. marts læse, at der i Håndværker- og Industriforeningen vil være aftenunderholdning, hvor forfatteren Herman Bang vil læse op af dele af sit forfatterskab. Det drejede sig bl.a. om udtog af romanen ”Ved Vejen” og novellen ”Irene Holm”. Ifølge Vestlollands Avis journalist morede publikum sig godt, hvilket det tilkendegav ved stort bifald på trods af de primitive forhold, oplæsningen foregik under:
”Som det var at vente, vandt Fortællingen betydeligt ved Forfatterens egen Fremstilling, og det livlige Foredrag bragte klarhed og Farve over de antydede Momenter, som Bang særlig ynder og som Læserne ellers let gaar tabt af, og at Publikum paaskønnede dette, tilkendegav det ved Bifald, naar Herman Bang forsvandt fra den gyngende estrade, der særlig fra et industrielt Standpunkt turde regnes for en vel letbygget Tumleplads for en saa letbevægelig Fortæller som Herman Bang.”
I løbet af de kommende måneder optrådte Bang yderligere tre gange på byens teater, der var beliggende lige ved siden af Hotel Skandinavien i retning af Akseltorv. Allerede fire dage efter sin første optræden i Håndværker- og Industriforeningen måtte han på scenen igen. I forbindelse med at Horsens Teater var på rundrejse i landet med Frits Holsts samfundssatiriske lystspil ”Hverdagsfolk” og var nået til Nakskov, blev Bang anmodet om at indgå som en del af aftenens kulturelle arrangement. Teatret var fyldt til bristepunktet, og om det skyldtes interessen for Holsts lystspil, eller at Bang havde gjort opmærksom på, at en optræden af ham i forbindelse med arrangementet ville være hans sidste, melder aviserne dog intet om. Bang gentog oplæsningen af novellen ”Irene Holm”. Irene Holm er en midaldrende balletdanserinde, hvis drøm om at blive optaget på Det kgl. Teater allerede bristede i ungdommen, hvorfor hun nu, som forhutlet danselærer, uden den store succes drager landet rundt og tilbyder undervisning i selskabsdans i diverse flækker. Efter endnu en gang at have lidt nederlag og blevet leet ud ved et afdansningsbal, vælger Bang at afslutte novellen således: ”Frøken Irene Holm havde indbudt til et ”Foraarskursus i den moderne Selskabsdans” i en nær Flække. Der var tegnet seks Elever. Der drog hun hen – for at fortsætte det, man kalder Livet”.
Men Bang, der selv var et ensomt og ofte latterliggjort menneske – ikke mindst pga. hans feminine og homoseksuelle fremtræden – drog dog ikke som Irene Holm straks videre til dét, man kalder livet. Han forblev i byen, da han følte sig tilpas i Nakskov begrundet i borgerskabets interesse for hans oplæsninger og den mere end venlige behandling på Hotel Skandinavien. Men ikke mindst må ideerne om en ny roman, ”Tine”, have taget form i hans fantasi, for allerede kort tid efter den første optræden på Teatret, gik han i gang med romanen. Arbejdet med romanen forhindrede dog ikke Bang i også at afholde foredrag for byens borgere. Den 30. april afholdt han sit første foredrag i Hotel Skandinaviens balkonsal; måske havde han endnu engang brug for en indkomst med henblik på at kunne betale hotelregningen? Emnet, der trak fulde huse, var den nyere litteraturs fremstilling af tidens opdragelse og konsekvensen af denne.
Både Nakskov Avis og Vestlollands Avis refererede foredraget, men på vidt forskellig vis og af vidt forskelligt omfang. Nakskov Avis refererede foredraget ret kort og rejste kritik af Bangs brug af alt for mange citater fra diverse romaner, hvilket ifølge avisen ødelagde totalindtrykket, og som gav et temmelig mørkt billede af den manglende opdragelse hos den moderne litteraturs mange eksempler på ”moralske og fysiske krøblinge”.
Vestlollands Avis derimod ofrede betydeligt mere plads på foredraget og Herman Bangs subjektive synspunkter, der langt hen ad vejen bundede i hans egne erfaringer fra barndommen og gymnasietiden på Sorø Akademi. Bang sagde bl.a. med udgangspunkt i Sophus Schandorphs, Holger Drachmanns og eget forfatterskab, at ”en stor Række af de i den sidste halve Menneskealder fremkomne Romaner er (…) Værker om Opdragelse og tilhobe Anklageskrifter mod den Maade, hvorpaa den nuværende Slægt er blevet opdraget”, og at fædrene hovedsagelig indskrænkede sig til at tjene brødet til deres børn, ”der vokse op i Hjem, hvor Fædre og Sønner forbliver hinanden fremmede”.
Desuden påpegede han forældres pligt til – via opdragelsen – at forberede deres børn på det kommende liv og styrke dem til at kunne leve et sådant liv. Avisens referent var dog ikke helt enig i alle Bangs betragtninger om eksempelvis den realistiske litteratur, idet han mente, at den var ved at have udspillet sin rolle.
Bangs optræden som foredragsholder må have levet op til byens borgerskabs krav og forventninger for allerede en ugen efter sit første foredrag, den 7. maj, afholdt han endnu et. Denne gang om litteraturens fremstilling af døden. Dette foredrag, der bl.a. refererede til Darwin og J.P. Jacobsens novelle ”Pesten i Bergamo” og hans roman ”Niels Lyhne”, kunne dog ikke skabe fulde huse. Skandinaviens balkonsal var kun trekvart fyldt. Aviserne delte sig i deres syn på indholdet af Bangs foredrag. Specielt hans syn på det enkelte menneskes måde at forholde sig til døden, når den nærmede sig, skilte vandene. Fundamentale grundholdninger som kristendom og troen på det hinsidige blev hos Bang stillet op over for ateistiske og fritænkeriske tanker uden håb om et liv efter døden. Vestlollands Avis fremsatte en række kritiske bemærkninger med hensyn til Bangs tilsyneladende sympati for fritænkeriske synspunkter, idet disse, ifølge avisen, intet har at fortælle om dødens mysterium, ikke giver trøst og tager alt håb og glæde fra menneskelivet.
Men det var som ovenfor omtalt arbejdet med romanen ”Tine”, der primært bandt ham til Nakskov i omkring tre måneder. Romanen tager udgangspunkt i krigen i 1864 og foregår i og ved en skovridergård på Als, hvor romanens hovedpersons, Tine, individuelle syndefald i forbindelse med kærlighedsforholdet til den gifte skovrider, Berg, kobles sammen med et generelt historisk syndefald for den danske nation: Tines skæbne bliver lig med nationens skæbne i forbindelse med nederlaget i 1864.
Romanens mesterlige kapitel 2, der populært går under betegnelsen ”Dannevirkenatten”, beskriver hvordan den kulturelle og sociale overklasse på Als – og dermed symbolsk i resten af Danmark – reagerer på budskabet om, at den danske hær har trukket sig tilbage fra Dannevirke til Dybbøl. Denne overklasse, der er et billede på det nationalliberale Danmarks chauvinistiske storhedsvanvid, trækkes af Bang på ironisk-sarkastisk vis gennem et altafdækkende syrebad. Overklassen, der ikke skal i kamp, og som opholder sig inden for i den varme stue, kan ansvarsfrit og på krigerisk vis opildne til kamp mod preusserne i og med, at det ikke er dem, der skal på slagmarken og omdannes til kanonføde.
At dette kapitel og store dele af romanen blev skrevet på Hotel Skandinavien, har vi et godt bevis på via daværende manufakturhandlerkommis, Julius Jensen, senere kendt under pseudonymet ”Tonys Bror”. Julius Jensen, der bl.a. interesserede sig for politik og litteratur, opsøgte Bang under dennes ophold i byen og nedskrev senere sin erindring om mødet:
”Jeg var dengang i Lære i Nakskov og havde læst ”Haabløse Slægter” og en hel del af Bangs Feuilletoner i ”Nationaltidende”. Jeg havde i Vittighedsbladene set Bangs Karikaturer – men jeg syntes, at det var meget uretfærdigt at gøre saadan ”Grin” med ham, og da jeg saa Digteren næsten hver Dag gaa forbi Butiken, hvor jeg var, gennem Søndergade og vistnok ud i Svingelen, saa fik jeg efterhaanden en stor Lyst til at lære ham at kende og tale lidt med ham. Og en Aftenen efter Lukketid bankede jeg paa det berømte Nr. 24.
Bang modtog Julius Jensen på elskværdigste vis, bestilte en halv flaske rødvin og bad ham tage plads, hvorefter Bang kunne fortælle:
”De kommer i et heldigt Øjeblik – jeg skal hvile mig – for hele Eftermiddagen har jeg været bundet til Skrivebordet (…). Jeg skriver paa en Bog, som jeg tror, jeg faar Glæde af. I Eftermiddag har jeg skildret Tilbagetoget fra Dannevirke. – De kan tro, at det har taget på Nerverne – alle Scenerne har staaet lyslevende for mig – her i denne Stue har jeg tryllet dem frem – jeg har levet hele Eftermiddagen paa Vejen fra Dannevirke – været med – lidt og frosset (…). Julius Jensen fortsætter derefter på følgende vis: ”Jeg blev flere Timer hos ham, og kun min Beskedenhed fik mig til at bryde op – jeg kunne godt have siddet Timer endnu og hørt paa ham. Han bad mig komme igen, men ikke lang Tid efter forlod han Byen”.
Bang brød op fra Nakskov den 19. maj og drog i mange henseender videre til det, man kalder livet.
Litteratur:
Gustav Wied og Herman Bang… Erindringsbilleder af Tonys Bror (Nakskov lokalhistoriske arkiv, U 3501)
Herman Bang: Stille Eksistenser
Herman Bang: Tine
Lise Busk Jensen m.fl.: Dansk litteraturhistorie bd. 6. (1985)
Cand.mag i dansk og historie og frivillig medarbejder på Nakskov lokalhistoriske Arkiv