En af modstandsbevægelsens øverste ledere i Nakskov, løjtnant Sv. O. Juhl, fortæller om befrielsesdagene og den tyske kapitulation.
Hvad følte frihedsbevægelsens førende og ansvarlige mænd, da frihedstimen oprandt 4. maj om aftenen, da BBC’s budskab var nået land og rige rundt og havde forkyndt den glade meddelelse om, at fem års krig ville være slut 5. maj klokken 8?
Nakskovs frihedsbevægelse var opdelt i tre afdelinger. En af de ledende mænd var repræsentant Sv. O. Juhl, dengang kendt som Løjtnant Juhl. Sv. O. Juhl bor i dag i Rosenvænget og er en af de få af maj-dagens ledende mænd, som endnu bor i Nakskov.
Løjtnant Sv. O. Juhl i sort uniform foran Nakskov Politistation. Tv. står Poul Hoff og th. Leo Hansen 
Sv. O. Juhl og Poul Hoff modtager engelsk løjtnant
“Den mest fremherskende følelse var en overmægtig træthed, som vi havde følt gennem nogen tid og som blev om muligt endnu større, da det befriende budskab lød. For først da skulle vi rigtig til at virke”, fortæller Sv. O. Juhl. “Men derudover gik det jo forholdsvis glat hernede og vi mistede ikke én mand – og det var jo noget af det væsentligste.
Vi havde tre afdelinger med cirka 600 mand i Nakskov, og alt var forberedt på eventuelt at skulle i kamp med tyskerne. Planerne for et angreb på de tyske støttepunkter Savnsølejren og Rødbyvejens skole lå parat”, fortæller Sv. O. Juhl videre:
“Planerne lød på angreb klokken 2 nat. 1. afdeling skulle angribe lejren ved Savnsø med maskingeværer og maskinpistoler, 2. afdeling havde Rødbyvejens skole som opgave og der skulle angrebet sættes ind med bomber gennem vinduerne samt støttet af sværere våben. 3. afdeling havde den vanskeligste opgave, nemlig værftet og barakken ved havnen. Opgaven skulle løses med enkelte gruppers angreb på de cirka 10 dobbeltposter, tyskerne havde spredt over hele værftet. I mørke kunne denne opgave kun løses af stedkendte folk, men dem var der nu også mange af. Men lykkeligvis blev der altså ikke brug for at føre denne plan ud i livet. Det ville også have været en højst risikabel affære at angribe Savnsølejren fra to sider med det forholdsvis utrænede mandskab, vi havde, og i mørke.
4. maj om aftenen påhørte jeg frihedsbudskabet i min lejlighed i Havnegade, hvor vi havde hovedkvarter. Som ordren lød måtte vi først træde i aktion klokken 8 næste morgen. Og det gjorde vi”.
Demarkationslinje i Nakskov
“Klokken 8 indfandt vi os på dommerkontoret, og kort efter kom dommer Jensen, men da han så at der næppe ville blive plads til ham, overlod han straks lokalerne til os. Og her samledes lederne fra de enkelte afdelinger så, mens de 600 frihedskæmpere mødtes på aftalte steder.
Vores første reaktion var at sende bud til den tyske kommandant, oberleutnant Hein. Som ventet ville han kun overgive sig til englænderne, men vi enedes om en “demarkationslinje” gennem Nakskov for at hindre, at der skete sammenstød. Linjen lå cirka ved Nybro og mellem byen og Rødbyvejens skole, hvor marinetropperne lå.
Mens vi sad og forhandlede på politistationen, kom en ordonnans pludselig løbende og råbte “De skyder i Søndergade”. Hein og jeg løb straks derned, og vi fandt en død mand liggende på gaden ved materialhandelen. I gården lå en såret tysker uden våben. “Deres folk har skudt en af vores ubevæbnet”, råbte oberleutnanten. Heldigvis kom i det samme en af vores folk med en tysk maskinpistol, og den sårede tysker erkendte at han havde været bevæbnet.
Denne episode var naturligvis med til at skærpe situationen, men forhandlingerne mellem os og tyskerne foregik dog stadig på helt korrekt måde. Den tyske løjtnant von Pentz blev tilforordnet som forbindelsesofficer og fik “frit lejde” til at bevæge sig bevæbnet i byen.
På skibene i Nakskov Havn var et ukendt antal tyskere. I garnisonerne anslog vi, at der var cirka 600 mand. Dertil kom de mange flygtninge, som vi meget snart fik ansvaret for og skulle såvel forpleje som bevogte.
I øvrigt forløb dagene indtil englændernes ankomst i forholdsvis ro. Der var mange mennesker på gaderne. Et par østrigere kom op og overgav sig – de ville ikke være tyskere mere – og for at hindre at de skulle lide overlast, internerede vi dem særskilt fra den tyske garnison.
Vore frihedskæmperarmbind lå siden efteråret 1944 nedgravet og var umiddelbart klar til brug. Også våbnene havde vi parat. Efterhånden som de blev modtaget, kørte vi dem ved højlys dag skjult under neutralt gods ind i Lumbyes Gård, hvor de blev affedtet, smurt ind og fordelt. Det var sikrere at foretage disse bevægelser ved dagslys, for om natten var tyskerne på vagt.
Da englænderne så kom 11. maj overgav den tyske kommandant sig straks. Samme aften tog vi den tyske radarstation ved Frederiksdal, og næste morgen rykkede vi imod Rødbyvejens skole og Savnsølejren. Begge steder afleverede tyskerne straks deres våben. En ægte nazist brølede adskillige gange “Vi kommer igen”, men jeg fik ham dog hurtigt bragt ned på jorden med en bemærkning om, at “nu skulle han da foreløbig først hjem”.
De tyske soldater blev hvor de var. I modsætning til landets øvrige tyskere fik de ikke en lang spadseretur til Tyskland, men blev sat om bord i et skib og sejlet hjem efter en god uges tid.
Det var en bevæget tid, og det er helt givet at der blev begået en hel række fejltagelser i forvirringen, men heldigvis slag vi helskindet gennem begivenhederne”, slutter Sv. O. Juhl.
Efterskrift
Svend Otto Juhl arbejdede efter krigen som repræsentant inden for landbrugsmaskiner i flere af Lollands største forretninger. Han døde i 1979 få måneder før sin 80-års fødselsdag.
Denne artikel blev bragt i Tidende for Lolland og Falster d. 5. maj 1970 og er forfattet af journalist Mogens Warrer. Den bringes her med hans tilladelse.
