Fortidens fastelavn var i høj grad for voksne hvor løjer og lege hørte med til bondesamfundets traditioner. I mange søkøbstæder, som f.eks. Nakskov, blev der afholdt bådeoptog, og fastelavnen havde i det hele taget et præg af det maritime.
Hvor stammer fastelavn fra?
Fastelavn er en skik, der har rødder tilbage til tiden før reformationen i 1536. I den katolske tid var fastelavn indgangen til den 40 dage lange faste. Fastetiden var en fysisk og åndelig forberedelse til påsken, og genopstandelsens mirakel. Fastelavn, på tysk: “fastelabend”, dvs. “faste-aften” var aftenen før fasten. I syd-europæiske lande kaldes den lignende fest karneval. “Carne vale” betyder “Farvel kød!” Før reformationen var fastetidens mad groft brød, fisk og lignende. Før fastens start ville man naturligvis – så vidt pengepungen tillod det – gerne smovse i lidt af dét, der snart ville være forbudt, i over en måned: fint brød, kød og fede spiser.
Hvad hedder fastelavnsugens dage?
Det er madtraditionerne, der har sat præg på dagenes navne: Søndagen blev til “flæske-søndag” og tirsdagen kaldtes “hvide tirsdag” eller “fede tirsdag”. Det “hvide” skal forstås som mælkespiser. Nogle kilder nævner, at alle dagene kaldtes for “flæskedagene”. Askeonsdag gik det løs med fasten for almindelige mennesker, hvorimod de gejstlige begyndte allerede fastelavnsmandag.
Efter reformationen blev fasten afskaffet, men fastelavnen blev bibeholdt som folkelig skik.
Katten og tønden
At “slå katten af tønden” er en skik, som er kendt i Danmark og Skåne. Tidligere var skikken også populær i Holland, som måske via bl.a. Amagerbønderne, ligger bag vores version af skikken. Katten kan ses som en slags symbol på alt det onde, man ønsker at jage bort ved forårets start.
Efterhånden blev det almindeligt at bruge en død kat, eller en figur, lavet af stå, gamle klude o.lign., men så sent som ved 1800-årenes slutning findes en beretning om, at der blev brugt en levende kat på Reersø. Men det var vist mest for at genere kattens ejermand. I nyere tid er indholdet blevet frugt, slik og lignende.
Fastelavnsbåde blev udsmykket på samme måde.
Fastelavnsbåd
Fastelavnsbåden var speciel for søkøbstæderne og fandtes allerede i begyndelsen af 1700-tallet. Det var en jolle, robåd eller lignende, der blev sat på hjul og pyntet med grønt, flag, m.m. Den udklædte besætning blev ledet af en “kaptajn” eller “admiral”, og flere andre af stillingsbetegnelserne om bord på en rigtig båd gik igen. En helt speciel person var lodhiveren, der målte vanddybden, og havde frisprog – dvs. at han måtte drille og genere tilskuerne så meget han ville med tilråb, vittigheder, m.m. Mange steder blev der samlet ind i forbindelse med “sejlturen”, f.eks. til en efterfølgende fest.
Fastelavnsridt med udklædte deltagere
I bondesamfundets fastelavn var mandagen den største dag. Her red udklædte, ugifte karle rundt til forskellige af landsbyens gårde i et festligt fastelavnsoptog, som havde visse faste figurer: Stodder, kælling og bajads (dvs. en slags klovn). Optoget drog ind de forskellige steder, hvor man fik lidt at spise, en dans med gårdens piger, og hvor de tre “faste” figurer benyttede lejligheden til at lave spas med folkene og drille.
Fastelavn i Branderslev
“Man har redet fastelavn i Branderslev, det kaldtes “Fastelavnsridt”. Hestene var pyntede. Der var klovner med, de raslede med pengebøsser. Der var nogle, der kørte i vogn, og det gjorde musikken også. Om aftenen var der bal i forsamlingshuset. En af deltagerne var en “Baks”, han var klædt ud som Klovn. Han bankede på en tønde og gik ind i husene og bad om penge. Endnu i 1947 kørte de rundt og bankede på tønden”.
Sådan erindrede kirkeskibsbygger Wrisberg, f. 1879, fastelavn i Branderslev.
Fastelavn i Nakskov
Som i mange andre søkøbstæder havde fastelavnen i Nakskov et maritimt islæt. I 1946 kunne fhv. gymnasielærer Larsen fortælle om, hvordan han oplevede et fastelavnsoptog i Nakskov omkring 1893:
“På to pramme var udbygget afsatser agter, og her stod de kæmpende i hvidt tøj og med blanke hatte eller voksdugskasketter, og forsynede med lange stænger. De drak snaps i lange baner, og faldt næsten i vandet før de blev ramt”.
Far forbød fastelavn
Også byfoged Brückers søn blev betaget af fastelavnen, der tilsyneladende står som en af barndommens rigtig store oplevelser i årene 1856-1866, hvor han boede i Nakskov:
“Fastelavnsmandag havde læredrengene lov at ride fastelavn. Tidligt om morgenen kom optoget ind i vor gård, for borgmesteren, der havde givet tilladelse skulle takkes. Der blev afsunget en i dagens anledning forfattet sang, altid med melodi “Vift stolt!” Der var nogle enkelte ridende; i midten af toget blev Bakkus trukket af heste for en vogn, hvor han sad på en tønde, med langt skæg og mægtigt udstoppet.
Men hovedparten var til fods. De var udklædt som bajadser, Pierrots, i forskellige fantasidragter, også nogle som kvinder. De fleste af disse havde pengebøsser, hvormed de løb ind og ud af husene, og der blev vist givet ret villigt. Om aftenen havde de for de indsamlede penge bal i rådhussalen.
Faldt det ind med dårligt vejr, så var det et rædsomt syn, når de hen på eftermiddagen havde været byens gader og gårde rundt, havde rendt og danset og lavet spilopper i det gruelige ælte. Men for børn var det hele jo en mægtig oplevelse. Jeg så det sidste gang i 1866. Ved forespørgsel erfarer jeg, at det to år efter var forbi, idet tilladelsen nægtedes i 1869 – af min far! Jeg sørger!”
(Frimenighedspræst V. Brückner, Gravens i Evald Tang Kristensens Æresbog, 1923 p. 126-27. Brückner tilbragte barndomsårene 1856 til 1866 i Nakskov, hvor hans far var byfoged og borgmester.)
Arkivleder på Nakskov lokalhistoriske Arkiv.