I 1959 igangsatte Nakskov kommune et større planeringsarbejde ved Gåsetorvet for at etablere parkeringspladser. Under udførelsen af dette arbejde gjorde den kommunale arbejdsmand, J. Albrechtsen, den 4. september om morgenen noget af et fund.
På det arbejdssted, hvor Albrechtsen og kollegaer dagen før – ud på aftenen – havde haft en skuflemaskine til at læsse jord, fandt Albrechtsen den næste dag om morgenen først én sølvmønt og hurtigt derefter en hel stribe af sølvmønter. Mønterne fandtes i ca. 30-40 cm’s dybde, spredt ud over et forholdsvis stort areal på omkring 25 x 3-4 m.
Sammen med en mindre pige, der opholdt sig ved stedet, gik Albrechtsen derefter i gang med at samle mønter op. Da de havde indsamlet omkring 500 mønter, dukkede daværende lektor ved gymnasiet, Marius Hansen, op sammen med en klasse af gymnasieelever. Marius Hansen, der på det tidspunkt var Nationalmuseets tillidsmand på Vestlolland, overtog hermed – under nærmest kaotiske forhold – ledelsen af opsamlingen af mønterne, idet han satte eleverne til at indsamle mønter. Når det foregik under delvis kaotiske forhold, skyldtes det, at rygtet om møntfundet havde spredt sig i byen som en steppebrand. En del borgere var allerede troppet op på stedet og gik på anarkistisk vis i gang med at indsamle mønter – til egne lommer. Noget tilsvarende gjorde sig desuden gældende for visse af gymnasieeleverne.
Ifølge Danefæ-bestemmelserne, der rækker helt tilbage til Valdemar Sejrs Jyske Lov i 1241, er det ulovligt at tilegne sig bl.a. gamle og sjældne, fundne mønter, da disse skal pligtafleveres til Nationalmuseet. Der blev derfor hurtigt rettet skriftlig henvendelse til rækken af de borgere, der havde deltaget i den mere uautoriserede indsamling af mønterne, og som på uretmæssig vis havde erhvervet sig enkelte eller flere af mønterne. For lettere at få disse borgere til at aflevere ”deres” mønter, blev de af Nationalmuseet i første omgang gjort opmærksomme på, at fund og aflevering af bl.a. mønter var forbundet med en dusør til rette vedkommende. Og hvis dette ikke kunne få borgerne på bedre tanker og dermed aflevere mønterne, ville man efterfølgende gå til politiet. Denne henvendelse resulterede i, at man efterhånden fik indsamlet i alt 941 mønter inklusiv de mønter, der sammen med den afgnavede jord fra Gåsetorvet var blevet kørt til Svingelen, hvor det dog kun lykkedes at finde få mønter.
I løbet af 1300-tallet fik de nordtyske, ensidet prægede hulpenninge stor udbredelse i Danmark.
Især fra Hamburg, Lübeck og Mecklenburg kom der mange. Nr. 14 på billedet viser en hulpenning fra Mecklenburg med det karakteristiske oksehoved. Hulpenningene var fortsat i cirkulation i 1400-tallet, og det var nogen af disse møntsorter, der blev fundet på Gåsetorvet i Nakskov i 1959
Af det samlede møntfund var 12 af mønterne af dansk oprindelse, da de var slået under dronning Margrethes og Erik af Pommerns regeringstid, altså i 1400-tallets begyndelse. Der er for disse mønters vedkommende tale om 12 halv-hulpenninge (skærve) med krone afmærket på mønten. Fundet af disse halv-hulpenninge var noget af en sensation, da man indtil 1959 kun havde kendskab til ét eksemplar af halv-hulpenningen. De resterende mønter derimod havde alle deres oprindelse i de nordtyske hansestæder. Fordelingen mellem de nordtyske hansestæder, angivet i procent, var følgende: 46% var fra Lübeck, 25% fra Hamburg, 12% fra Wismar, 9% fra Mecklenburg, 7% fra Lyneborg og 1% fra Rostock, Salzwedel og Anklam til sammen. En datering af disse mønter viste, at de alle var slået mellem ca. 1390 og 1410, da de hanseatiske mønter især stammede fra det vendiske møntforbunds anden periode, der begyndte i 1392. Fundet bestod af en række forskellige møntsorter af forskellig værdi: drelinge, hulpenninge, halv-hulpenninge, witten og søslinge. (billeder af diverse mønter)
Ud over de førnævnte mønter fandt man desuden en kobbersterling, slået i Næstved omkring 1422, altså fra Erik af Pommerns regeringstid, en norsk tiøre fra Oscar 2. 1874, der begge selvfølgelig er tabt på et senere tidspunkt. Desuden dukkede der en klædeplombe af bly op fra ’s-Hertogenbosch i Nordbrabant, der på den ene side viser byens våben, et træ med våben, og indskriften ”Hertog”, og som på den anden side viser jomfru Maria med barnet og ved hendes side en indskrift ”bosch”. Plomben stammede fra 1500-tallet, hvilket bl.a. derfor vidner om, at der i 1500-tallet var blevet handlet med klæde i Nakskov fra Nederlandene.
Men hvilken værdi havde så disse 941 mønter, der tilsammen vejede 234 gram? Ja, det er det vanskeligt at udtale sig helt præcist om, ikke mindst fordi der er tale om mange mønttyper med forskellig lødighed. En af Nationalmuseets daværende eksperter, Fritze Lindahl, der besigtigede fundet ca. en uge efter, at Albrechtsen havde fundet mønterne, kunne i en artikel året efter fundet meddele, at mønternes værdi svarede til omkring 1 ¼ mark penge, for hvilke man ved 1400-tallets begyndelse kunne købe, hvad der svarede til ca. 20 flæskesider eller 1 ¼ tønde smør.
Et andet spørgsmål, der melder sig, er jo, hvorfor mønterne netop blev nedlagt på dette sted. At give et præcist svar på dette er også vanskeligt, men for at kunne give blot et nogenlunde fornuftigt svar, er det nødvendigt at gå en mindre omvej i og med, at ”trekanten”, Vejlegade, Nørrevold og den nu nedlagte Freuchensgade, de sidste 100 år, hvor Gåsetorvet nu ligger, har gennemgået ret så omfattende bebyggelsesmæssige forandringer .Omkring 1900 var ”trekanten” bebygget langs med Vejlegade, Nørrevold og langs med den daværende Freuchensgade, hvis højre husrække – set fra Akseltorv – i dag udgør husrækken ud mod Gåsetorvet. Men i de efterfølgende årtier blev store dele af bebyggelserne revet ned, således at der i 1959 kun var enkelte bygninger tilbage, der så senere helt er forsvundet.
Dette område af byen kan føre sin historie tilbage til sidste halvdel af 1300-tallet. Fra dette tidspunkt omfattede byen, groft sagt, så godt som alle arealerne inden for de nuværende gader Nørrevold, Nygade og Havnegade. I den såkaldte ”trekant” har der gennem generationer ligget diverse købmandsgåde – købmand Freuchen lagde langt senere navn til gaden – i tilpas nærhed af en af byens økonomiske og handelsmæssige knudepunkter: havnen eller stranden, som stedet tidligere omtales som, og hvorfra købmændenes varer ind- og udskibedes. Så mønterne har nok tilhørt en købmand i og med, at der er tale om en række mønter fra netop Nordtyskland, som var byens væsentligste samhandelspartner fra sidste del af 1200-tallet og frem gennem de efterfølgende århundreder.
Men hvorfor er de så blevet nedlagt eller gemt væk? Ja, det er noget af et spørgsmål, som er yderst vanskeligt at besvare. Vi kan gisne om dette, men Fritze Lindahl mener, at der ikke er tale om en villet skattenedlæggelse, men snarere om en købmands eller kræmmers tilfældigt tabte eller bortgemte pengebeholdning, der har været tuttet og muligvis bortgemt i en nu bortkommen pengepung. At penge skulle vær bortgemt på grund af ufredstider, som er karakteristisk for fund af denne størrelse, er ikke tilfældet. I perioden mellem 1400 og 1410 hersker der nogenlunde fredlige tilstande mellem Margrethe 1./Erik af Pommern og de ydre fjende, så uroligheder eller krig kan ikke være årsagen til nedlæggelsen.
Svaret blæser derfor i vinden. Men hvor ville det være rart at kunne give det!
Litteratur
Fritze Lindahl: Et Nakskov-Møntfund fra dronning Margrethes tid. i. Särtryck ur Nordisk Numismatisk Årsskrift 1960. (Stockholm 1961).
H.O. Strandgaard: Gåsetorvsfundet fra Dronning Margrethe d. 1’s tid – et møntfund fra ca. år 1400. (Nakskov 1978)
Cand.mag i dansk og historie og frivillig medarbejder I Historiens Hus Nakskov