Herren gav, Herren tog

“Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”. Jobs bog 1.21

Ovenstående citat, der stammer fra Jobs bog i Det gamle Testamente, er ganske rammende for, hvordan den mandlige person på nedenstående billede tacklede de genvordigheder og prøvelser, som ikke mindst han gennem det meste af sit liv blev udsat for. Det drejer sig i dette tilfælde om Nakskov-købmanden, Mathias Jochum Dethmer, der levede fra 1722 til 1780.
Går man på jagt i Nakskov lokalhistoriske Arkivs omfangsrige billed- og arkivmaterialer, er der stor mulighed for at støde på materialer, der kan give os oplysninger om fortiden – ofte om stort såvel som om småt – vedrørende byens overordnede historie eller af mere personalhistorisk karakter. En af disse mange historier, som man kan støde på, er historien om netop købmand Mathias Jochum Dethmer.

Tager vi udgangspunkt i det viste billede fra omkring 1760, der forestiller Mathias Jochum Dethmer og hans anden hustru Anne Chathrine Hellesen og går yderligere på jagt i arkiverne, så oprulles der efterhånden en historie om en af Nakskovs mange købmænd i sidste halvdel af 1700-tallet. En gudsfrygtig og stærkt troende købmand, der først sent i livet – vel presset af livets omstændigheder – endte som købmand på trods af et stærkt ønske om at blive præst.

Mathias Jochum Dethmer er en af de mere ukendte og ikke særligt belyste personer i byens 1700-tals historie. Dethmer blev født i Sakskøbing den 29. maj 1722 og døbt samme sted den 5. juni. Han var opkaldt efter sin fader, der var en velagtet og ret formuende køb- og handelsmand i byen, mens moderen var ”den Gud og dydelskende Matrone” Anne Lausdatter Widbye. Begge indgik ægteskab i 1718, hvor de blev gift i domkirken i Maribo.

At Mathias Jochum Dethmers liv i mange henseender blev dramatisk og ikke mindst fuld af prøvelser viste sig ret hurtigt. Han nåede nemlig aldrig at stifte bekendtskab med sin fader, der allerede ved drengens fødsel var afgået ved døden. Faderen omkom på tragisk vis, da han den 15. april 1722 gik ned med sit skib, besætning og varer under en kraftig storm mellem Bogø og Falster. Man forstår derfor godt, at moderen ca. to måneder senere i forbindelse med sønnens dåb udtrykte følgende: ”Gud lade ham lefve og opvoxe til Glæde og Fornøylse”.

Den afdøde købmand Dethmer efterlod ved sin død en enke, der pludselig skulle brødføde 2 børn, så allerede året efter i 1723 indgik hun derfor sit andet ægteskab, hvor hun giftede sig med en af sin afdøde mands købmandskolleger, Oluf Rasmussen fra Sakskøbing. I sit nye ægteskab fik Anne yderligere to sønner, Rasmus og Laurids, der allerede i 1728 sammen med deres to øvrige søskende blev udsat for noget af en prøvelse, idet moderen, Anne, der nu var 34 år, døde midt på året. Tilbage blandt de efterladte stod nu 4 børn i alderen mellem 3 og 8 år samt en stedfader/fader.

Resultatet af Annes Dethmers død blev for Mathias Jochum Dethmers vedkommende, at hans farbroder, Johan Berent Dethmner, der ligeledes var købmand i Sakskøbing, tog ham til sig og opdrog ham i den kristne tro suppleret med skolegang og latinundervisning hos en Knud Møller, der senere blev præst i Halsted.

I første halvdel af 1730’erne besluttede farbroderen sig så for, at Mathias skulle ansættes i hans krambod for på denne måde at blive oplært i handelens mange facetter, hvilket varede frem til 1738, hvor han på forbøn af førnævnte Knud Møller fik tilladelse til at fortsætte sin skolegang, først som privatundervisning i hjemmet og senere i den offentlige latinskole, hvor han blev optaget i den næstnederste klasse (2 Lectie). I 1741var han avanceret til ”Mesterlectien” d.v.s. den øverste klasse, hvor han – efter eget udsagn – frem til 1744 nød godt af magister Jørgen Heittmands lærde undervisning. En undervisning, der førte frem til, at han bestod studentereksamen i København, hvor han efterfølgende indskrev sig ved universitetet med henblik på teologiske studier. Samtidig med disse teologiske studier tjente han til dagen og vejen ved at fungere som huslærer. Det første arbejde som huslærer fik Dethmer i Købelev hos den daværende præst, Friderich Suhr, hvor han bl.a. gennem et par år ligeledes kunne øve sig i at prædike. Senere drog han på anmodning fra stedfaderen til Sakskøbing, hvor han ligeledes gav privatundervisning.

I 1748 vendte han tilbage til København, hvor han afsluttede sine teologiske studier. Året efter blev han tilbudt stillingen som præst på henholdsvis Bogø og senere i Horbelev, men begge steder afslog han at modtage stillingerne. Årsagen til dette var for Bogøs vedkommende, at han efter datidens tradition skulle gifte sig med den afdøde præsts enke, der ifølge Dethmers eget udsagn var en berygtet kvinde. Hvad angik embedet i Horbelev, hvor der ligeledes blev stillet krav om indgåelse af ægteskab, var det ikke kvinden, der var noget i vejen med, men derimod det faktum, at Dethmer kort forinden havde forlovet sig med Else Bay Jacobsdatter, hvis far var rådmand i Nakskov.

Kort til efter forlovelsen med Else Bay Jacobsdatter tog Dethmers liv en drastisk drejning væk fra en mulig karriere som præst. I forbindelse med at hans farbroder, købmand Jacob Christian Dethmer, døde i Nakskov i 1750, og enken ikke ville videreføre købmandsgården, besluttede han sig for at overtage denne. Meget tyder på, at det var hans forlovede, der overtalte ham til at skifte løbebane, og det på trods af, at han efter eget udsagn var meget fattig og ikke ejede mere end 100 sletdaler. Desuden var han og andre af den opfattelse, at hans beslutning var ”forvoven”. Men det forhindrede ham dog ikke i at gifte sig med Else året efter i 1751, hvor han ifølge Nakskovs borgerskabsprotokol opnåede borgerskab i byen.

Ægteskabet med Else varede frem til sommeren 1760, hvor Else døde. Inden da havde hun født 4 børn. Det første barn, Anna Kirstine, der straks blev hjemmedøbt, døde allerede omkring en halv time efter fødslen i 1752, og året efter kom sønnen Hans Jacob til verden. Han fik kun lov til at leve to måneder, inden også han døde. To år senere i 1755 kom så datteren Anna til verden for blot at forlade den igen som 12-årig i 1767. Det eneste barn, der fik et normalt livforløb, var datteren Kirstine Margretha, der blev født i 1760 – fem måneder før hendes mor, Else, døde – og som flyttede til København, hvor hun blev gift med ”Obervisiteur” ved Københavns toldkammer Andreas Müller.

Købmand Dethmer oplevede altså på blot et årti at miste to børn samt sin hustru, så det er forståeligt, at han, der var et stærkt troende og fromt menneske, i flere af livets situationer følte sig som Job, der i Det gamle Testamente udsættes for en række trængsler, prøvelser og pinsler. Men selvom Job mister alt, selv sine børn, holder han sig stadig til Gud. Han kan endda sige: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.” Og det samme ser vi Dethmer udbryde, når han blev udsat for en række af livets genvordigheder. En af disse var hans ”kiærlige og oprigtige” hustrus død i 1760, hvor hun ifølge Dethmer blev ”befriet fra ald Ælendighed og fick Deel i dend Lycksalighed, som jeg ønsker, attraaer og stræber med Hænde at faae Deel udi. Amen”

Tabet af hustruen forhindrede dog ikke Dethmer i at gifte sig igen, for allerede 3 måneder efter dødsfaldet indgik han ægteskab med Ane Catharine Hellesen, der var datter af præsten i Sandby. Årsagen til denne hurtige indgåelse af ægteskab skyldtes diverse omstændigheder, men vel nok først og fremmest den 6 måneder gamle datter, Kirstine Margretha, der ”ikke tillod ham at hensidde i enlig Stand”. I ægteskabet med Ane Catharine fik Dethmer i de kommende små 20 år 6 døtre, hvoraf ”kun” en døde som barn.

Til gengæld måtte familien natten mellem den 10. og 11. februar 1778 opleve, ”at min Gud haardelig… (behagede)… at revse mig, da een ulyckelig Ildebrand paakom mig”. Årsagen til brandens opståen var, at en af tjenestepigerne i købmandsgården efter arbejdet med ølbrygning ikke havde sørget for at slukke ildstedet, hvorved gården nedbrændte. Tilbage stod familien uden tag over hovedet og ramt af en begivenhed, der ifølge Dethmers selv ”nesten lagde ald min Velfærd i Aske og gav onde Mennisker Leilighed til at bestiæle mig merkligt meer eller liigesaa meget, som Ilden fortærde. Jeg er derved geraadet i stoer Armod og eyer ey meer af Linnet end det, min Hustru og 5 Børn hafde paa os”. Tabet ved branden blev opgjort til et sted mellem 5.000 og 6.000 daler.

Karakteristisk for Dethmer påtog han sig sin skæbne uden på noget tidspunkt at ”knurre imod min Gud”. Hændelserne var derimod et – set med den gudsfrygtige og troende Dethmers øjne – et udtryk for Guds faderlige revselse, eller som han selv endnu en gang udbrød: ”Herren gave, Herren tog, Herrens Navn være lovet”.

Men at Gud også kunne være nådig og barmhjertig var Dethmer ikke i tvivl om, for kort tid efter branden igangsatte han – ved Guds hjælp – genopførelsen af købmandsgården, hvor han og familien løbende flyttede ind efterhånden som bygningerne stod færdige, var anvendelige og handelen blev genoptaget. Den nye købmandsgård vakte tilsyneladende opsigt på Axeltorv. Ifølge Dethmer mente hans uvenner og misundere, at bygningen var alt for prægtig og prangende, hvilket muligvis var korrekt, for det viste sig ret hurtigt, at udgifterne til byggeriet løb op i det dobbelte af det budgetterede, hvilket Dethmer dog tillagde bygmestrenes elendige beregninger i forhold til bl.a. anskaffelser og brug af materialer.

Kort før Mathias Jochums død midt i 1780 oplevede ægteparret Dethmer endnu en familieforøgelse. Deres 6 datter, Bodil Catharina, kom til verden i april 1779, og samme år blev deres førstefødte datter, Else Bay, gift med en af byens skippere, Friederich Bay Juust. Men ikke lang tid efter blev Mathias Jochum svagelig og sygdommen tog til, således at han efter omkring en måneds sygdom afgik ved døden den 1. juni 1780. Sandsynligvis i en stærk tro på Gud og af den faste overbevisning om det uafvendelige i: Herren gav, Herren tog og Herrens være lovet.

Kilder:
Anetavle for Købmand Mathian Jochum Dethmer