Helligtrekonger fejres den 6. januar og kaldes Epifania på latin. I ældre tid mente mange danskere, at netop Helligtrekonger var dagen, hvor julen sluttede.
Juletylvten
I den oldkristne kirke var det tværtimod dagen, hvor man fejrede Jesu fødsel og kongernes tilbedelse. Det var en meget vigtig helligdag, og først omkring år 336 besluttede et kirkemøde at “flytte” Jesu fødselsdag til den 25. december. Noget senere – i 500-årene – bestemtes det, at hele perioden fra den 25. december til den 6. januar var en særlig, hellig tid – dodekahemeron. Eller på dansk: Juletylvten. I dansk tradition findes spor af opfattelsen om den særlige periode – fx mente man, at perioden var velegnet til at tage varsler i.
Vismænd eller konger?
De tre vismænd omtales i Matthæus-evangeliet, og her får man indtryk af, at de er østerlandske stjernetydere. I 1200-årene bliver de til de Hellige Tre Konger, måske med inspiration fra Det gamle Testamentes ord om, at det er konger fra “fjerne strande” som skal komme med gaver til den nyfødte Messias. De tre fik med tiden navnene Caspar, Melchior og Balthazar, og man kunne besøge deres relikvier først i Milano, siden i Køln. I “Historia trium regum” (dvs. historien om de tre konger) fra ca. 1370 beskrev forfatteren, Johannes af Hildesheim kongernes historie, og skriftet, der blev oversat til flere forskellige sprog, formulerede dermed grundlaget for de folkelige traditioner om kongerne.
Efterhånden har de fået hver deres “farve” – måske for at vise, hvordan højtstående repræsentanter for forskellige folkeslag allerede ved fødslen hyldede Jesus som noget særligt.
Helligtrekonger i Nakskov ca. 1860
“Så snart de havde fået lov, gav de sig til at løbe rundt med morianen i midten under afsyngelse af en sang. Den var temmelig lang, og jeg kan desværre ikke huske den. Jeg har skrevet til Nakskov, for om muligt at få fat i den, men der er blevet svaret mig, at de sang salmer. Andet erindrer man altså ikke nu, og det har måske også fundet sted i senere, mere fromme tider, men i min barndom var det anderledes.
Af sangen kan jeg kun huske disse linjer:
Niels Ebsen er kommet fra Tyskland hjem
han skærer sine kæppe i fire, ja fem
for det, at hans hustru skulle slide på dem.
Det opfyldte mig umådeligt, hvad det var for en Niels Ebsen, og hvorfor han havde disse kæppe og skar dem, så hans hustru kunne slide på dem – Dog vel ikke på hans egne rygstykker? Man siger mig fra Nakskov, at i 1894 foregik dette for sidste gang.”
Kilde: Frimenighedspræst V. Brückner, Gravens i Evald Tang Kristensens Æresbog, 1923 p. 126-27. Brückner tilbragte barndomsårene 1856 til 1866 i Nakskov, hvor hans far var byfoged og borgmester.
Arkivleder i Historiens Hus Nakskov