Omkring år 1900 holdt man også nytår med både larm og løjer i Nakskov.
I 1898 indskærpede politiet, at enhver form for nytårsskyderi var forbudt i følge politivedtægten, og kunne straffes med bøder indtil 100 kr.
Ulovligt fyrværkeri i 1899
Alligevel måtte tobakshandler Holm fra Vejlegade på politistationen den 6. januar 1899, fordi han havde ”uddelt Kinesiske Pistoler og Skruptudser til forskellige unge Mennesker, som indfandt sig i Butikken for at købe Cigarer og lignende” . Hans kollega Bjerrregård i Søndergade havde også uddelt ”kinesiske Pistoler og andre lignende exploderende genstande”. Til hans brøde hørte desuden to skilte, som havde stået i forretningsvinduet. Skiltene var svære at bortforklare, da teksten lød: ”Fyrværkeri, Fyrværker Louis Scmidt Kjøbenhavn”. Han måtte da også af med 10 kroner i bøde.
Ulovlige”frøer”
Men næste år, i 1900, var der igen problemer i Nakskov. Hele fire personer var anklagede – bl.a. Bjerregaard, der har foræret 2-3 ”Frøer” og ca. 24 stk kinesiske pistoler til kunderne. Denne gang blev det til 20 kr. i bøde for tobakshandleren i Søndergade.
Et bortløbent gadespejl
“Nytårssynderne” i Nakskov omfattede ikke kun fyrværkeri, men også egentlige nytårsløjer. Den 1. januar 1901 “antraf” vægter H. Hansen to unge mennesker, der kom slæbende med et gadespejl imellem sig. Spejlet viste sig at tilhøre Krog Jensens enke og to fyre tilstod, at det “skulde have været et andet sted hen”. Hvor dette sted var, fremgik ikke af sagen. De unge mennesker slap dog ikke for at blive noteret af politiet, og det viste sig desuden, at deres synderegister omfattede endnu en ting. Sammen med tre kammerater havde de slukket alle gadelygterne i Tilegade.
I december 1898 bekendtgjorde politiet, at det var forbudt at fejre nytår ved hjælp af “Krudt, Fyrværkerisager eller explodrende Genstande.”
Arkivleder på Nakskov lokalhistoriske Arkiv.