Folkesyfilis på Nordlolland

En invaliderende epidemi i 1700- og 1800-tallet

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet ramtes store dele af Danmark af forskellige epidemiske sygdomme. Med henblik på at bekæmpe disse sygdomme udstedte statsmagten en række forordninger, der indeholdt forebyggelsestiltag af forskellig art. Det kunne bl.a. dreje sig om, at befolkningen fik gratis lægehjælp og lægemidler, at der fandt indskrænkninger sted i folks muligheder for at forsamles, og at sørgestuer, hvor mange forsamledes for at mindes netop afdøde personer i lokalsamfundet, blev afskaffet. Desuden blev det pålagt, at alle embedsmænd, såsom præster, godsejere, amtmænd og fogeder, havde pligt til at indberette epidemier til de stedlige læger. Bag disse forordninger lå dog samtidig en vis mistro til almuen. Mistroen bundede i, at myndighederne gennem tiderne havde konstateret, at almuen i høj grad ikke efterlevede forordningerne, idet den enten ikke indtog den påkrævede medicin, eller så højt og flot på personlig hygiejne og fortsat blandede sig med de sygdomsramte.

Folkesyfilis eller forrådnelsesfeber i Utterslev sogn

En af de mere fremherskende epidemiske sygdomme, der huserede specielt blandt almuen på landet i førnævnte tidsrum, var syfilis, der optrådte under ret så mange forskellige fremtrædelsesformer og – i folkemunde – ikke mindst betegnelser, såsom ”folkesyfilis”, ”den franske syge”, ”pokker” eller ”forrådnelsesfeber”. Et lokalt eksempel på en sådan epidemi finder vi på Nordlolland, nærmere betegnet i Utterslev og flere tilgrænsende landsbyer. Denne epidemi, der huserede fra 1700-tallets sidste årtier og ind i begyndelsen af 1800-tallet, forsøgte myndighederne – som ovenfor nævnt – med alle midler at dæmme op for, men i dette tilfælde blev kampen mod sygdommen ofte saboteret af den lokale befolkning og dermed langvarig, da ingen af de sygdomsramte på nogen måde ønskede at blive sat i forbindelse med syfilis og dermed begreber som synd, skam og umoralsk adfærd.

Sygdommens karakteristika og spredningsmønster

Lad os derfor først se lidt nærmere på sygdommen” Folkesyfilis” eller ”Forrådnelsesfeber” og måden, hvorpå sygdommen spredte sig.

Sygdommen var karakteriseret ved, at de første angrebstegn var forholdsvis almindelige sygdomstegn, hvor der blot var tale om træthed og mathed hos den angrebne. Men ret hurtigt derefter blev halsen, læberne og ganen angrebet af udslæt, der afløstes af store væskende og altfortærende sår, som åd drøblen og gennemgnavede ganen. Fra mundhulen blev næsehulen efterfølgende angrebet med det resultat at næsens ben hurtigt blev nedbrudt og forsvandt, hvorved den angrebne person pludselig ikke blot stod tilbage med et vansiret ansigt, men også var blevet næseløs. Alt afhængig af hvor ondartet sygdommen var, kunne den fortsætte med at rasere den enkeltes ansigt således, at man fandt eksempler på folk, der desuden manglede kinder, øjne, pande og tindinger, hvorved der samtidig udvikledes en uudholdelig stank. Men hvad kunne man så stille op med alt dette?

Mange midler blev taget i brug af såvel kvaksalvere, i form af kloge koner og mænd, som de faguddannede læger. De førstnævnte mente, at vidundermidlerne mod sygdommen måtte være arsenik, stryknin og bly, mens lægerne, der i begyndelsen troede, at der var tale om spedalskhed, dog ret hurtigt mente, at kviksølv var det probate middel mod sygdommen, idet de havde gode erfaringer med brugen af kviksølv mod netop syfilis, men alligevel var der dog noget, lægerne ikke helt kunne forstå.

Normalt forholder det sig sådan, at syfilis overføres fra en person til en anden ved seksuelt samkvem, men i tilfældene med epidemien i og omkring Utterslev og andre steder i landet viste det sig hurtigt, at sygdommen i de fleste tilfælde ikke kunne have sin oprindelse i seksuel løssluppenhed blandt egnens beboere. Mange voksne forsikrede hårdnakket og på troværdig vis, at de ikke havde haft seksuelt samkvem med andre end deres ægtefæller, og samtidig kunne den udsendte embedslæge overraskende konstatere, at sygdommen i høj grad optrådte hos børn og unge. Forklaringen måtte altså findes i et spredningsmønster, der afveg fra det gængse: seksuelt samkvem.

Ret hurtigt blev datidens læger opmærksomme på, at årsagerne derimod lå i datidens manglende og ofte elendige hygiejne, og at smitten overførtes fra de enkelte medlemmer til andre i den samme husstand. Det skete bl.a. ved, at man anvendte det samme spiseredskab, når man spiste af det fælles fad og drak af samme kop, krus og kande, der altså reelt gik på omgang mellem husstandens medlemmer. Ofte blev spise- og drikkeredskaberne ikke vasket af efter brugen, men blot tørret af i skjorteærmet for derefter at blive hængt til tørre under en loftsbjælke, hvor så fluerne kunne muntre sig med de sidste, eventuelle madrester. En noget tilsvarende smittekilde var den hellige nadver i kirkerne, hvor man på daværende tidspunkt alle drak af den samme kalk, hvorved smitten hurtigt kunne spredes. Desuden var det normalt, at man sov flere i sengene og at sengelinnedet ikke blev vasket regelmæssigt. Havde man derfor åbne og væskende sår, ja, så var alle smittekilder til stede, og alle og enhver var udsat for at modtage smitten og viderebringe den.

Bekæmpelse af smitten i Utterslev sogn

Alle kræfter blev derfor sat ind for at dæmme op for sygdommens videre udbredelse, og i sidste instans dens udryddelse. Distriktslæge Wiwet i Maribo blev af amtmanden i 1796 bedt om at danne sig et overblik over sagen ved at indhente lægefaglige rapporter fra lokalsamfundets læger og derefter underrette amtmanden om tilstanden i Utterslev og omegn, og hvad han havde tænkt sig at gøre ved sagen.

Af de første lægefaglige rapporter, der blev udarbejdet af lægerne Langhorn og Hesse i Nakskov fremgik det entydigt, at sygdommen faktisk havde hærget på Nordlolland gennem omtrent 20 år. Med udgangspunkt i Utterslev, Kastager og Tjørneby havde sygdommen efterfølgende bredt sig via tjenestefolk og landarbejdere, der skiftede arbejdsplads, til de tilgrænsende landsbyer Nybølle, Svinsbjerg, Vindeby, Højsmark og Vesterbo. Af Langhorns rapport fremgik det desuden, at han og en kollega allerede i 1783 af Stiftamtmanden var blevet beordret til at besigtige forholdene på Nordlolland, hvor de gik fra hus til hus og undersøgte beboerne for sygdommen. Under denne besigtigelse var de begge stødt på flere tilfælde af syfilis, men flere af de ramte nægtede pure at lade sig kurere. Det samme gentog sig i 1787, men blot under langt mere dramatiske forhold. Da de to læger ville igangsætte helbredelsen af de sygdomsramte, skete der det, at mere end 100 mænd dukkede op bevæbnet med forskellige redskaber som plejler og høtyve med den hensigt at skræmme lægerne bort. Områdets beboere ønskede nemlig ikke at blive sat i forbindelse med sygdommen og dermed i sidste instans pådrage sig skam og vanære. – Det skal dog nævnes, at enkelte beboere lod sig underkaste en kur, men det var ikke tilstrækkeligt til at udrydde sygdommen. Den daværende præst i Utterslev, Tidemand, kunne samtidig med lægerne Langhorn og Hesse i januar 1797 supplerende berette, at der gennem de få år, han havde været ansat i pastoratet, havde været flere tilfælde med enten døden eller vansirede ansigter blandt konfirmanderne til følge, og at han nu på indberetningstidspunktet havde en konfirmand, der havde mistet næsen, noget af hørelsen og havde talebesvær samt var blevet erklæret uhelbredelig af den lokale kirurg.

Udover beskrivelser af sygdommens fremtrædelsesformer og smittemønstre indeholdt de lægelige rapporter forslag til, hvordan man kunne bekæmpe den florerende sygdom.

Kviksølvsbehandling blev anset for det mest probate middel, da man med den rette dosis kunne holde sygdommen i ave. Men det vigtigste middel var dog ifølge lægerne en regelmæssig tilbagevendende visitation af områdets beboere, der skulle underkastes lægelige undersøgelser under straffeansvar, så ingen kunne undlade at lade sig undersøge og behandle. Desuden mente begge læger, at der burde oprettes et sygehus i Nakskov, som kunne tage sig af behandlingen og plejen af de syge. Generelt var man samtidig af den overbevisning, at en højnelse af den personlige hygiejne ville være et fremskridt med henblik på udryddelsen af sygdommen. Disse lægefaglige indstillinger blev derefter samlet i én rapport, der blev fremsendt til Kancelliet i København til videre beslutning. Kancelliet tog forslagene til efterretning, og bad de lokale myndigheder på Vestlolland om at igangsætte en bekæmpelse af sygdommen.

For at nævnte foranstaltninger kunne iværksættes på bedste vis, var det nødvendigt med lokalbefolkningens opbakning, hvilket Kancelliet i København i en svarskrivelse af 29. april 1797 gjorde opmærksom på. I denne skrivelse blev præsternes rolle skitseret, da de skulle være formidlere af budskabet om, at man blot pådrog sig yderligere skade ved ikke at lade sig visitere og behandle, og at sygdommen ”ei egentligen faaes ved Løsagtighed, men ved daglig Omgang med besmittede, ved at bruge fælles Gang- og Sengeklæder med dem, ved at spise og drikke af eet Kar med o.d.l, samt Dien, og at den derfor burde skye alle saadanne Leiligheder”. Desuden gjorde Kancelliet opmærksom på, at man som smittet ikke behøvede at skamme sig mere ved denne sygdom end ved f.eks. fnat. Bag denne tilgang til bekæmpelse af sygdommen lå der et ønske om, at myndighederne og godsejerne ”med Mildhed og fornuftige Grunde” kunne overtale landbefolkningen til at lade sig undersøge, altså gulerod frem for pisk. Men viste det sig, at overtalelse ikke slog til, så var der dog ingen tvivl om, at der bag myndighedernes ønske om at helbrede også lå en pligt hos befolkningen om at underkaste sig dette, og at Stiftamtmanden ved en eventuel vægring mod undersøgelse ”maatte (…) skaffe fornøden Magt tilveie til Beskyttelse for dem, som forrette Visitationen”. Desuden skulle alle visiterede lade sig registrere i en protokol ved navn, alder og helbredstilstand, en protokol, der efterfølgende skulle indsendes til Kancelliet i København.

Oprettelse af Halsted Amts Sygehus i Nakskov 1798

Som et sidste element i de amtslige myndigheders arbejde med bekæmpelsen af den syfilitiske sygdom på Nordlolland indgik desuden – som foreslået af de lokale læger i deres rapporter til myndighederne i København – oprettelsen af et sygehus i Nakskov. I løbet af året 1798 lykkedes det efter en længere korrespondance mellem Kancelliet og de amtslige myndigheder at nå til enighed om købet af en ejendom i Nakskov. Efter at flere bygninger havde været i spil som mulige emner, endte man med at købe en ejendom i Bredgade, der tilhørte enken efter købmand Kølle, og ret hurtigt opnåedes der enighed om, hvordan ejendommen kunne indrettes til sygehus samt hvordan sygehuset samlet set skulle organiseres og udstyres. Parallelt med at sygehuset blev etableret gik kampen mod folkesyfilissen i gang, og det lykkedes med tiden at dæmme op for dens udbredelse.

Med grundlæggelsen af sygehuset i Bredgade var der samtidig tale om det først kendte sygehus i byen, men samtidig skal det nævnes, at der var tale om et amtssygehus, der fik navnet Halsted Amts Sygehus, og som fungerede på samme sted frem til 1912, hvor amtssygehuset på Hoskiærsvej blev indviet.

Litteraturliste

Bonderup, Gerda: Det medicinske politi. Sundhedspolitik i Danmark 1750-1860. (Aarhus 2006)

Ehlers, Edv.: Folkesyphilis i Danmark. (Kbh. 1919)

Haugner, C.C.: Nørre Herreds Historie, Topografi og Statistik. (Nakskov 1922)

Nakskov lokalhistoriske Arkiv: A 1008-4 og U 16092.

Varberg, Jeanette og Duedahl, Poul: Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie. (Kbh. 2020)