Sofus Bresemann – Nakskovs visionære borgmester

Sophus Hans Madsen Daugaard Bresemann

Den 14. november 1864 fødtes Sophus Hans Madsen Daugaard Bresemann på Frederiksberg, som søn af købmand Hans Daugaard og Augusta Vilhelmine Marie Bresemann, der var vaskekone. Sophus, eller Sofus, som han selv kaldte sig, blev siden kendt og berømt som socialdemokratisk borgmester i Nakskov og folketingsmedlem i mange år.

Egentlig var dåbsattesten et falsum. Lille Sofus kom nemlig til verden allerede d. 13. november, men moderen og jordemoderen var lidt overtroiske og enedes om at ændre fødselsdatoen til d. 14. november 1864, måske for at bringe den lille ny held i Danmarks traumatiske krigsår, hvor Slesvig blev tysk, og Danmark blev forvandlet til en lilleput-stat.

I Sofus’ barndomshjem var man socialdemokrater og undte sig selv den luksus at abonnere på avisen Socialdemokraten, selvom pengene var små i hjemmet.
Som ung kom Sofus Bresemann i bødkerlære i København, men flyttede til Vordingborg, hvor han blev udlært i 1884. Efter at have været på valsen i Tyskland søgte han tilbage til København, og blev hurtigt fagligt og politisk engageret. Det viste sig, at han havde talent for at tale, for at skrive og så kunne han organisere. Som 22-årig blev han formand for Bødkerforeningen, og var i 1890 medstifter af og forretningsfører for Bødkerforbundet. Han udgav i 1893 kampskriftet Boycotting, og leverede artikler til Socialdemokraten.
I 1893 blev han desuden redaktør af det nyoprettede Samarbejdet, som var fællesorgan for fagforeningerne og Danmarks første egentlige dagblad. Som ansvarshavende redaktør for bladet måtte Bresemann flere gange i fængsel for at afsone bøder, som bladet gang på gang blev idømt for sit politiske indhold. I 1898 var han med til at skabe De Samvirkende Fagforbund, hvor han fik plads i repræsentantskabet.

I 1897 sendte Socialdemokratiet Sofus Bresemann til Aalborg for at være med i redaktionen af Nordjyllands Arbejderblad og for at lede den politiske agitation i det nordjyske. Man tilskriver Bresemann en stor del af æren for, at Socialdemokratiet sejrede ved valgt i Aalborg i 1898. Partiledelsen var begejstret for Bresemanns indsats, og da man ønskede at starte socialdemokratiske aviser i Nakskov og på Bornholm, fik Bresemann tilbuddet. Egentlig ville han helst til Bornholm, men hans kone Dagmar var bange for at sejle og var overbevist om, at hvis hun først var kommet til Bornholm, ville hun aldrig vove sig ud på flere sørejser. Turen over Storstrømmen mente Dagmar dog godt, at hun kunne klare. Derfor flyttede Sophus og Dagmar Bresemann i 1900 fra Aalborg til Nakskov, som det mindste af to onder. Med sig havde de deres to børn, 9-årige Ingeborg og 5-årige Harry, og familien flyttede ind i ejendommen Tilegade 1 – lige over for Nakskov Rådhus, hvor Bresemann senere skulle få enorm indflydelse.

Lolland-Falsters Social-Demokrat

Straks ankommet til Nakskov gik Bresemann i gang med at få lov til at udgive en selvstændig avis, og i maj 1901 lykkedes det at få et løfte fra de fagforbund, der arbejdede sammen om arbejderaviserne. Han fik tilsagn om at starte en avis d. 1. april 1902 eller tidligere, hvis der kunne skaffes 1500 betalende abonnenter.
På imponerende kort tid formåede Bresemann at stable Lolland-Falsters Social-Demokrat på benene. Sammen med skomagersvendene Løfgren i Maribo og Jens Larsen i Nykøbing F., der også var lokalredaktører, lykkedes det på kort tid at skaffe 1502 abonnenter. Dermed var alt på plads, og avisen udkom første gang med et prøvenummer lørdag d. 14. september 1901.

På forsiden meldte redaktørerne klart ud om avisens standpunkt:
”Lolland-Falsters Social-Demokrat, som i Dag præsenterer sig for Læsekredsen, ønsker straks at bekende Kulør. Vi vil ikke snige os ind ved hjælp af falske Foregivender, men aabent og ærligt sige, at vor Opgave er at kæmpe og virke for Socialdemokratiet her i Stiftet, hvilket betyder, at vi af hele vor Evne vil tale Arbejder- og Middelstandens Sag.
Det er en Kendsgerning, at Socialdemokratiet – i den dertil indrettede Presse – er lagt for Had, og at den Slethed næppe findes, som ikke er heftet paa vort Parti. Vore mindre samvittighedsfulde Kolleger har benyttet sig af, at vi intet Blad havde, der daglig kunde imødegaa deres usande Paastande, saa det fejler ikke, at mange Røverhistorier om Socialdemokratiets Virkemaade staar for Befolkningen som værende i Overensstemmelse med Sandheden…”.
Så var banen kridtet op! Den 1. oktober 1901 udkom avisen med sit første rigtige nummer, men avisens økonomi var dårlig i de første mange år.
Til gengæld stormede Bresemann frem, når det gjaldt politik.

Den rødeste by

I 1905 lykkedes det Bresemann at komme i byrådet, og i 1906 blev Socialdemokratiet det største parti i Nakskov. I 1913 fik Socialdemokraterne et rent flertal i byrådet, et flertal som fortsatte indtil valget i 1997. Det var Bresemann, som skaffede Nakskov tilnavnet Den rødeste by i det rødeste amt.
Bresemann valgtes i 1913 til folketinget for Socialdemokratiet. Her var han sit partis ordfører i spørgsmål om hjælpekasser, skat, begrænsningen af importen af polsk arbejdskraft og offentlige arbejder. I 1914 blev Bresemann Nakskovs første socialdemokratiske borgmester, og blev dermed den første borgmester fra Socialdemokratiet i provinsen. Det var slet ikke til at komme uden om socialdemokraternes flertal i Nakskov, og Bresemann sad som borgmester indtil 1928.

Allerede da Bresemann kom i byrådet i 1905 havde han gjort sig til talsmand for et omfattende reformarbejde. Da socialdemokraterne overtog magten i Nakskov 1913, begyndte det at gå rigtig stærkt med reformerne. Det gjaldt skolepolitik, socialpolitik, boligpolitik og erhvervspolitik, alt sammen med avisen som støtte. Nakskov afskaffede skolepengene i eksamensskolen, indledte et omfattende skolebyggeri, indførte svømmeundervisning og skolekøkken, håndgerning og sommerkoloni for de børn som var underernærede, og oprettede et kommunalt gymnasium. Kommunen moderniserede sygehusvæsnet og indførte gratis skolebespisning og skoletandlæge for at bryde den tids tradition, hvor fattige folks børn fik et gebis i konfirmationsgave.

Bresemann og socialdemokraterne forbedrede alderdomsunderstøttelsen og indførte tilskud til de ældres faste udgifter. I 1920 fik byen både vuggestue og fritidshjem, først og fremmest rettet mod børn af enlige mødre. Samtidig blev der sat gang i boligbyggeriet. Kommunen oprettede Nakskov Arbejderboliger, drev aktiv jordpolitik, og næsten alle Nakskovs nuværende boligkvarterer blev grundlagt i årene 1913-1920.

I 1916 lykkedes det for Bresemann sammen med grosserer Alfred Christensen, at få ØK og Nakskov-sønnen H. N. Andersen til at oprette Nakskov Skibsværft, som betød masser af nye arbejdspladser og stor tilstrømning af arbejdere til byen. Det satte yderligere gang i byggeriet, mens den meget gamle og dårlige boligmasse blev revet ned. Nakskov udviklede sig hastigt til en industriby med sukkerfabrik, mælkekondenseringsfabrik, skibsværft og møllerier i et tæt samarbejde mellem bystyre og kapitalejere, og kommunens omsorg for borgerne strakte omtrent fra vugge til grav.

Sofus Bresemann trak sig tilbage fra landspolitik 71 år gammel i 1935. Han blev i den forbindelse hyldet med klapsalver i Den Folkelige Forsamlingsbygning i Nakskov, hvor han fik overrakt blomster og et billede af han blev hængt op. Han kvitterede med en tale om de mange år som borgmester i Nakskov. Han talte bl.a. om skolevæsnet, der var blevet reformeret og gymnasiet, der blev bygget. Endvidere omtalte han de sociale problemer, forsorgen for børn, syge og gamle. Om skolelægeordningen, skoletandlægen og om Urneborg, det opholdssted for svage børn, der var etableret på Lollands nordkyst. Han talte også om de forbedrede havneforhold, etableringen af det lige sejlløb gennem fjorden, om elforsyningen og det efterhånden omfattende boligbyggeri af Nakskov Arbejderboliger, og naturligvis om etableringen af Nakskov Skibsværft i 1916. På denne aften måtte den gamle politiker erkende, at meget af det, der var skabt af ham og hans byrådsfæller, igen måtte afvikles, fordi der i 1920’erne var kommet dårlige tider som følge af den verdensomspændende krise, der også havde ramt Nakskov. Bystyret havde nemlig i kraft af sin omfattende aktivitet optaget store lån, der skulle forrentes og afdrages. I forståelse med indenrigsministeriet måtte man nu affinde sig med, at kommunens budgetter skulle godkendes af en embedsmand, før de kunne sættes i kraft. Det havde naturligvis medført hårde debatter i byrådet med den borgerlige fløj.

Denne voldsomme udvikling af de kommunale opgaver kaldes for kommunesocialisme, og styret i Nakskov forsøgte sig også med kommunal virksomhedsdrift. Kommunen involverede sig således i fiskeri, landbrug, vognmandsforretning og beklædningsudsalg, og Bresemann gik forrest. Kommunesocialismen i Nakskov havde ofte været genstand for angreb, som Bresemann i skrift og tale måtte imødegå. Det gjorde han i bøgerne: Kommunalt Styre i Nakskov fra 1917 og i Nakskov Kommunestyre fra 1930-1931.

Da Sofus Bresemann gik af som borgmester beholdt han sit folketingsmandat, og af praktiske grunde flyttede han til København. Dette blev af Nakskovs borgerlige kredse tolket, som at han flygtede fra byens vanskeligheder. Polemikken var meget hård, ikke mindst fra avisen Tidendes redaktør C. C. Haugners side, men den blev dog kraftigt imødegået af hans efterfølger som redaktør og borgmester, A. E. Hansen, i Lolland-Falsters Social-Demokrat.

I næste alle årene i Nakskov boede Bresemann og familien i Vejlegade, og en overgang endda i Den Folkelige Forsamlingsbygning, hvor Lolland-Falsters Social-Demokrat i de første år holdt til med redaktion og trykkeri. Man talte i mange år derefter om ”Bresemanns Stue”, som var et lokale på første sal. I et andet lokale i forsamlingsbygningen skrev han sine ætsende artikler til avisen om forholdene i Nakskov alt imens han røg på sin halvlange pibe og fyldte det lille lokale med så meget røg, at man næste måtte skære sig igennem.
Bresemann var også med i de kommunale organisationer, bl.a. i Købstadforeningens bestyrelse og meget andet, der havde med de kommunale forhold at gøre. Han rejste til England og USA for at optage lån til kommunerne, og havde også været medvirkende til at etablere Kommunernes Låneforening, som han var formand for. Han var desuden stærkt optaget af ældresagen, og var med til at oprette adskillige pensionistforeninger i både København og i Nakskov.

Bresemann døde i 1945 og hans urne blev gravsat på Vestre Kirkegård i København. Mindet om Bresemann levede længe i Nakskov. Der blev ved næsten alle sammenkomster i Den Folkelige Forsamlingsbygning sagt pæne ord om den gamle fører, og ikke sjældent rejste en af de gamle partifæller sig og foreslog, at man sendte en hilsen til ”gamle Bresemann”.

Bresemann var overalt. Han var bestandigt på farten og kom hele tiden med nye ideer, planer og reformforslag. Hans indsats var enestående, og han var ikke bare et redskab for den fremvoksende lokale arbejderbevægelse og byens stærke socialdemokrater. Hans mange initiativer for børnene vidner om, at Bresemann betød noget helt særligt for Nakskov.

D. 1. maj 1952 afslørede arbejderbevægelsen en statue af Sofus Bresemann i Nakskov. Den var udført af billedhugger Kaj Louis Jensen og blev opstillet i Jernbaneanlægget i Jernbanegade, lige over for Ny Dags redaktion i nr. 8. Her var Lolland-Falsters Social-Demokrat rykket hen, og avisen havde i 1950 skiftet navn til Ny Dag. I mange år blev der lagt blomster foran statuen på Sofus Bresemanns fødselsdag.