Perlestikkerbogen er en håndskreven kirkebog og regnskabsbog skrevet af en yngre mand ved navn Anders Pedersen Perlestikker. Anders var præst i Nakskov i begyndelsen af 1600-tallet og han skrev i bogen fra 1617 til 1626. Vi er på Christian d. 4’s tid.
Bogen regnes for at være Danmarks næstældste kirkebog og den er helt unik.
Perlestikkerbogen befinder sig i dag på Nakskov Lokalhistoriske Arkiv, hvor der passes meget godt på den.
Anders Pedersen Perlestikker har inddelt bogen i forskellige afsnit, hvor han førte regnskab ovre de tiende-afgifter og andre ydelser, som præsten var berettiget til som en del af sin løn. I 8 afsnit er der oversigter over dåb, trolovelser, vielser, begravelser, nadvergæster, folk der var til skrifte i kirken, og kirkegangskoner – altså kvinder der var i kirke første gang efter deres barns fødsel. Selve Perlestikkerbogen består af 1200 sider som er sirligt ført med sort og brun blæk – og nogle gang med rødt, grønt eller blåt blæk, og når man ser på håndskriften er det tydeligt, at også andre har ført regnskaber og oversigter i bogen. Det er nærliggende, at det er hans 2-3 hjælpepræster i kirken.
Perlestikkerbogen er en hel unik kilde til at belyse livet i en lille dansk provinsby i 1600-tallet.
Hvem var Anders?
Anders Pedersen begynder bogen med en lang fortælling om, hvordan han blev født i Svendborg d. 24. november 1586: ”klokken halv tre om eftermiddagen”. Hans far hed Peder Andersen, og havde fået tilnavnet ”Perlestikker”, fordi han arbejdede med at udføre kostbare broderier med perler på dyre stoffer. Faderen havde i 1585 giftet sig med Anders mor Dorthe Hansdatter. Anders fik tilnavnet Perlestikker efter sin fars arbejde.
Da Anders fyldte 16 år i 1602, og stadig gik i latinskolen i Svendborg, blev han degn i Vejstrup på Fyn, og derfor fik han også undervisning i sang. Senere var han degn i flere forskellige sogne, mens han stadigvæk selv gik i latinskole. Han kunne godt tænke sig at komme til Odense for at studere på latinskolen dér, men først i 1608, da han var 22 år gammel, fik han mulighed det.
I 1612 fik Anders mulighed for at studere på Københavns Universitet, men vendte igen tilbage til Odense latinskole, hvor han både studerede og underviste de andre elever. I maj 1616 rejste han til København, hvor han tog eksamen i teologi på universitetet. I 1617, udnævnte biskoppen i Odense Anders til skolemester over Nakskov Latinskole, som dengang var en mindre skole, der lå lige op og ned ad kirken.
Da Anders var 31 år kom han derfor til byen og begyndte at undervise, men allerede samme år blev han også præst, fordi den forrige præst var blevet afsat. Borgerne ville gerne have Anders som præst i stedet for, og så blev han ansat af byrådet. I indledningen til Perlestikkerbogen kan man få en fornemmelse af, at Anders er en person, der er stolt af sig selv; han fortæller om sin hurtige karriere og om, hvordan hans arbejdsgivere havde øje for hans store evner. Det er også tydeligt, at han havde en god sans for, hvordan embeder og lønnen burde se ud. Han havde også økonomisk sans, og forstand på at holde styr på sine mange indtægter. Det brugte han bl.a. Perlestikkerbogen til.
Anders Pedersen Perlestikker blev i juni 1618 forlovet med Johanna Andersdatter, og den 20. september samme år blev de gift i Nakskov kirke. I 1623 blev de forældre til sønnen Peder Andersen. Anders Pedersen Perlestikker blev ikke gammel. Han døde af pest i Nakskov i 1629 kun 43 år gammel.
Et møde med Nakskovs befolkning i 1600-tallets begyndelse
Når man kigger nærmere på Perlestikkerbogen kan man blive klogere på både Nakskov og de folk, der boede i byen i starten af 1600-tallet. Anders Pedersen Perlestikker var god til at holde regnskab med alt. Han skrev for eksempel ”Den store Tavle” i Perlestikkerbogen. Det var en oversigt over alle borgere i Nakskov, både dem, der boede i de store gårde, og dem som boede i boderne eller småhusene.
I 1617 kan man tælle sig frem til, at der var 202 gårde og 161 boder, altså tilsammen 363 boliger i Nakskov. Hvis vi regner med, at der i nogle huse boede flere familier, så var det omkring 400 familier, med ca. 5 medlemmer i hver. Det giver et indbyggertal i Nakskov på ca. 2000 borgere. For at lære Nakskovs indbyggere nærmere at kende, kan man i Perlestikkerbogen studere hvad de arbejdede med, og hvor de kom fra, og man kan se på deres efter- eller tilnavne. De fortæller meget om personen. Ud over borgere med almindelige efternavne som Jensen og Hansdatter, har borgerne i Nakskov haft navne, som fortæller noget om deres arbejde, hvor de kom fra eller andre mærkværdigheder.
Diderich Bartskær, Peder Skrædder, Jens Vognmand, Karen Sykone, Maren Amme, Niels Spillemand og Johanne Jordemoder er alle personer, som optræder i Perlestikkerbogen. Andre navne fortalte noget om hvor folk kom fra: Thomas Hollender, Hans Tydsk, Søren Jyde, Anna Københavns, Peder Læsø, Anders Tappernøje, Mads Bergen eller Tyske Margret.
Det er nok ikke helt sikkert, at folk arbejdede med det, som deres navn fortæller. Tænk f.eks. på præstens navn: Anders Pedersen Perlestikker!
Det var nemlig også muligt, at man kunne beholde eller få faderens eller bedstefaderens tilnavn.
Byens forskellige erhverv
Hvis vi blot kigger på navnene, som de findes, kan vi alligevel gøre os en forestilling om, hvad folk lavede i Nakskov i begyndelsen af 1600-tallet. En del erhvervsdrivende har arbejdet med at skaffe føde- og drikkevarer til byens befolkning. Der nævnes i Perlestikkerbogen: slagter, kræmmer, møller, bager, brygger, fisker og en urtegårdsmand, der har dyrket grøntsager til supplering af det, som byen fik fra landsbyerne i omegnen.
Der nævnes også en Hans Frislagter, der nok har stået uden for slagterlavet. Normalt ville han derfor ikke have ret til at holde svende og lærlinge, men da Nakskov var en lille by, er det ikke sikkert, at der har været slagtere nok til at danne et lav – en slags fagforening for slagtere.
Hvis vi kigger på håndværkerne kan vi se, at de fleste af dem også kendes i dag. Det gælder f.eks. skrædder, murer, skomager eller skoflikker, snedker m.fl. Smedefaget er repræsenteret med flere forskellige varianter. Ved siden af en, som blot kaldes for Per Smed, forekommer en klejnsmed, en sværdfeger (dvs. én der smeder sværd), en knivsmed og en guldsmed. Man kan se af navnet, at de har haft hvert deres speciale, og normalt ville det i en større by være sådan, at de var i forskellige lav eller fagforeninger. Lavenes opgave var at sikre medlemmerne mod konkurrence og sikre prisen på arbejdet ved at bestemme, hvor mange der måtte være i hvert fag, og til hvilke priser, arbejdet skulle udføres.
Af de erhverv, der har med bygning af huse at gøre, er murerne allerede nævnt. Anders Pedersen Perlestikker nævner også en lerklicker og en kalkslår. Den første har taget sig af lerklining af bindingsværkshuse og pudsning af murene, og den anden har virket som murerarbejdsmand og sørget for kalk og mørtel til håndværkeren. Han nævner også Anders Tækker, som arbejdede med at lave stråtage. Til sammen giver de et indblik i, hvordan Nakskov må have bestået af bindingsværkshuse med stråtag og enkelte murede huse, f.eks. kirken. Det var meget almindeligt i købstæderne med bindingsværk og stråtag. Det var nemlig det billigste, til trods for, at man ofte forbød den slags huse på grund af den store brandfare.
Det var almindeligt at have folk, der arbejdede med huder og pelse i større byer. I Perlestikkerbogen nævnes en skinder og en feldbereder. Skindere og buntmagere garvede skindene med alun. Det kaldes hvidgarvning, mens feldberederen garvede med fedt. Det kaldes semsgarvning. Feldberedere arbejdede med vildskind fra los, ulv, ræv, mår, odder osv., mens skindere arbejdede med lamme- og fåreskind. Ved siden af disse optræder en rimsnider. Det er en håndværker, der har specialiseret sig i at fremstille remme af huder. Han ville ikke have haft meget at bestille i dag.
Der var også andre erhverv, som vi sjældent ser mere, f.eks. rebslagere, kandestøbere og glaspustere. Den sidste nævnes som ”glasfører” og kan for så vidt godt være en almindelig glarmester. Væverfaget som håndværk findes næsten heller ikke mere. En anden type håndværker, som skal nævnes, er bartskæreren. Det er næsten det samme som vore dages barber, og som ordet siger, har han været beskæftiget med at skære skægget af sine medborgere. Ved siden af denne forholdsvis fredelige beskæftigelse har han også, som det var almindeligt dengang, foretaget åreladninger, dvs. skåret i folk, så blodet løb og sygdommene kunne forsvinde. Det troede man i hvert fald på. Han har nok også sat igler på folk. Det skulle give samme resultat som åreladningen. I begravelseslisten i Perlestikkerbogen nævnes Anna Galtens i Branderslev, som ”døde hos Bertel Bartskærs og lod sit ene ben afskære om mandagen”. Det ser ikke ud til at have været helt risikofrit at lægge sig under Bertels kniv.
Der er også nævnt en apoteker. En sådan solgte normalt medikamenter og urter.
Ud fra en del navne kan man få et indtryk af Nakskov som en handels- og søfartsby. Der forekommer navne som Lauritz Skibsbygger, Jens Styrmand og Anders Bådsmand. Man skal måske også tage Jørgen Ferremand (dvs. færgemand) med i denne gruppe. Det er ikke muligt at se om han blot færgede folk over fjorden til Færgelandet eller færgede dem til Langeland eller over Østersøen.
Der var også offentligt ansatte i Nakskov. Der nævnes bl.a. en Anders Byskriver, der har taget sig af byrådets og borgmesterens skrivelser og en Jacob Tingskriver, der har haft samme arbejde for byens ting (retten). Der findes også en Lauritz Vægter og Gregers Bysvend, som var ansat af byrådet. Kirken har leveret et par stillinger: en graver, en organist og en klokker. Der har muligvis været to af de sidste, og de har begge heddet Jacob, for der nævnes både Jacob Klokker og Lille Jacob Klokker.
Andre af Nakskovs borgere har arbejdet med landbrug, f.eks. var der en Hans Markvogter. Det var almindeligt, at byens gårde drev landbrug, og at man havde kvæg til fælles græsning uden for byen. Markvogteren har været ansat af byens borgere til at vogte kvæget i sommerperioden. I samarbejde med ham, eller i hvert fald i forbindelse med kvægholdet, arbejdede Michael Hakkelsesskærer. Der nævnes også en Anders Kornmåler, der måske også har været ansat af byen eller af staten til at måle alt korn, der blev udført fra byen med de tønder, hvor kongens mærke var brændt i, som garanti for, at målet var rigtigt. Det var også hans arbejde at sørge for at afgiften til kongen blev betalt.
Byens forsvar og fornøjelser
Alt har dog ikke været lutter fred og idyl. Det kan man se af nogle erhverv af militær slags. I byen fandtes en achelimester, dvs. en, der tog sig af byens kanoner. Dermed kan vi se, at Nakskov har været en fæstningsby med skyts på volden. Fæstningen blev anlagt efter borgernes anmodning, efter at lybækkerne havde angrebet byen i 1510. Men her i begyndelsen af 1600-tallet var den umoderne. Efter at kongen, Christian d. 4, havde lidt et nederlag ved Lutter am Baremberg i 1626, blev borgerne i Nakskov temmelig nervøse for, at fjenden skulle komme, og bad kongen om at befæste byen. Arbejdet gik i gang i slutningen af 1620’erne, og omkring 1650 var der anlagt en stærk og moderne fæstning på Nakskovs landside.
Ud fra de erhverv, som er nævnt her, skulle man måske tro, at det kun var hårdt arbejde og ingen fornøjelser i byen. Men det har ikke været tilfældet. Der har også været tid til at more sig ind imellem. Det fortæller et navn som Maren Citarslårs os. Maren må have været gift med en mand, der spillede citar, et strengeinstrument, der har haft samme rolle, som guitaren i dag. Der var også en Niels Spillemand og Morten Kældersvend. Med en lille smule fantasi kan man forestille sig en knejpe i byen med spillemandsmusik fra Niels og Marens mand og Morten Kældersvend slæbende øl rundt til de glade nakskovitter.
Der er ikke nævnt mange kvindelige erhverv i Perlestikkerbogen. Der findes dog enkelte erhverv, der var reserverede for kvinderne. Ud af de 78 navne, som fortæller noget om folks erhverv, er de 11 kvindenavne, og heraf er de 4 nævnt med mandens erhverv, som f.eks. Maren Citarslårs. De øvrige 7 er Brænde Mette, der måske har ernæret sig ved at samle brænde og sælge det på torvet, Karen Sykone, Margrethe Sypige og Kirstin Pølsepige, hvis erhverv siger sig selv, ligesom Johanne Jordemoders og Maren Ammes arbejde er indlysende. Der var også nævnt en Jannicke Hollænderinde og Thomas Hollænder. Hollænderne var handelsfolk og mange af deres skibe sejlede på Østersøen, så måske er de endt i Nakskov på den måde.
Hvor kom Nakskovs borgere fra?
I Perlestikkerbogen er der 12 udenlandske stednavne, hvor de 7 er fra Tyskland, 3 fra Holland, 1 fra Norge og 1 kaldes Wilhelm Skotte; men det er meget usikkert, om han virkelig var fra Skotland. Der findes også 24 danske stednavne i bogen. Nogle af dem hører til lokalområdet og viser bare, at folk fra de nærmeste landsbyer og øer flyttede ind til Nakskov. Det gælder f.eks. Hans Abildtorp og Anders Steensø. Men der er også en del navne, som antyder at folk kom længere væk fra. Mange kan være rejst fra ø-samfund og har fundet vej til Nakskov. Der nævnes en Hans Errebo, dvs. han kom fra Ærø, Lauritz Tåsing, Morten Siø, Peder Læsø og Peder Samsing. Lauritz Als boede også i Nakskov og en del købstæder fra hertugdømmet Slesvig er også repræsenteret. Vi har f.eks. Thomas Sønderborg og Thomas Riber, dvs. fra Ribe, og Hans Flensborg. Der var også folk som Bo Skåning og Christen Øland, men da Skåne var dansk på det tidspunkt, er det lidt usikkert, om det er Øland ved Kalmar i Sverige eller blot en person fra en af øerne i nærheden af Nakskov.
Nogle kommer fra den store by, f.eks. Niels København eller blot fra det store land, som Søren Jyde, og atter andre fra så små steder, at de ville være vanskelige at finde med bestemthed, fordi der findes flere steder med disse navne.
Blandt de øvrige navne er der en hel del, som er ganske almindelige i vore dage og en del, der er hentet fra dyre- og planteriget, som Ditlev Høg, Bernt Blomme, Michael Gedde, Hans Birk, Oluf Havre, Rasmus Lærke og Jens Vibe. Som eksempel på de mere mærkelige navne kan man nævne Mads Haj og Mogens Julebuk. Hvordan den sidste har fået sit efternavn, kan man jo kun gætte om; men det er muligt, at han har været god til at spille julebuk ved de julestuer man holdt. Det var en del af julens forskellige underholdning. Christen Krumkag var måske bager, og bagte den specielle type kager man kaldte krumkager på grund af deres facon, men det kan også være at navnet hentyder til hans kropsbygning.
Nogle har fået navne efter deres sind eller kroppe: Rasmus Vred, Anders Træben og Lille Gregers. Om Mads og Jens Brændevin har været berusede altid, eller om de blot har givet sig af med at brænde brændevis er til gengæld uvist. Til alt held har fantasien ikke været stor, når folk skulle give deres børn navne i gamle dage. Derfor var man tit tvunget til at finde på tilnavne for at kunne kende folk fra hinanden. Dette har gjort det muligt at lære lidt om, hvad det var for mennesker, der levede i Nakskov i begyndelsen af 1600-tallet.
Madts Michælsen Skomager og Karen Hansdatters liv
Hvis man på Anders Pedersen Perlestikkers tid ville giftes, så skulle man først formelt troloves, og derefter kunne den kirkelige vielse finde sted. Trolovelse blev regnet for juridisk bindende. Den 9. juli 1620 blev Madtz Michælsen Skomager og Karen Hansdatter trolovede i Nakskov. Selv om trolovelsen var juridisk bindende, var det ikke rigtig accepteret, at der kunne komme børn ud af trolovelsestidens samliv, og nu var Karen blevet gravid. Anders Pedersen Perlestikker har i sin embedsbog noteret følgende om Madtz Michælsen Skomager og Karen Hansdatter:
”Hans Bosen gav mig en seddel om, at de har skriftet for deres forseelse, dat. 8. juli 1620. Han har skriftligt bevis fra Anders Bramsen, som er sognepræst i Øsby i Holsten, hvor han er barnefødt og skikket sig vel. Siden tjente han byskriveren Hans Enevoldtsen i Malmø ærligt og troligt efter passets udtalelse. Siden tjente han fogeden på Pederstrup, hvor han igen har fået en god pasudtalelse. Han har også almindelig skudsmål fra sin fødeby. Siden har han tjent her i byen med sit håndværk. Tre år hos Niels Skomager og et år hos Lauritz Bild. Hun har bevis fra Christen Pedersen, som er sognepræst i Humble på Langeland. Hun har også tjent ude i byen fem eller seks år, siden hun kom fra sin fødeby, og hun har skikket sig vel indtil nu, hvor hun er kommet for tidlig i barselsseng”.
Vi kan af teksten se, at ugifte folk skulle forevise et rejsepas, hver gang de kom til et nyt sted. På den måde var der styr på folk! Madtz Michælsen Skomager blev for dette forhold dømt for at have syndet med sin trolovede Karen, men fik syndsforladelse, og blev d. 13. august 1620 gift med Karen. Lykken var dog meget kort for de nygifte: d. 8. september 1620 indførte præsten i Perlestikkerbogen, at Madtz Skomagers kone Karen i Nordenkirke blev begravet.
Døbte børn
Listen over børn, der blev døbt i Nakskov, er meget lang, og ofte måtte Anders Pedersen Perlestikker døbe flere børn ad gangen. De små Nakskovitter var dog ikke lige for Herren, for præsten har udførligt noteret om der var tale om ”ægte” eller ”uægte” børn. Den 3. maj 1618 var en travl dag, hvor Anders Pedersen Perlestikker døbte 3 børn ved højmessen, nemlig:
Mattz Bergens barn i Syndergade ved navn Anna
Peder Muremesters barn i Kogaden døbt ved navn Niels
Samme tid blev Christen Hiulmandz barn i Skittenstrædet døbt ved navn Mattz
Til froprædiken havde han allerede døbt et uægte barn:
”Til froprædiken samme dag blev døbt et uægte barn. Moderen hed Ingeborg. Hun gik i barselseng hos Hans Mogensen på Kongenstofft. Barnet blev kaldet Ellin. NB: Hun var besovet i Jylland”
Der var altså forskel på folk i Perlestikkerens Nakskov! Børn født i ægteskab blev kun opført med fornavn og faderens navn og adresse, mens uægte fødte børn med opført med moderens navn, den udlagte barnefaders navn hvis det kendtes, hvor og hos hvem moderens gik i barselsseng og andre oplysninger.
Anders Pedersen Perlestikker oplevede også selv at blive far i 1623, og gav sin førstefødte denne indskrift i bogen:
”7. september blev min søn Peder Andersen kristnet af hr.
Anders Krag. Hans faddere var: Hans Bosen, Borgmester, Niells Mattzen, Rådmand,
Mattz Bergen, Rådmand, Jørgen Møller, Kirstin Hammers, Else Smidttz, Birrethe
Boesdaatter, Botilld Tøgers. Han blev født ottende dagen tilforne, som var den
31. augusti om aftenen, da klokken var kvart ved syv. Gud styrke ham med sin
hellig ånd, at han må fremvokse udi alder og nåde både hos Gud og mennesker.
Hans fadergave var 20 daler. Den anden foræring var 30 dl.”
Der er
vist ingen tvivl om, at Anders var glad for sin søn!
Det farlige liv
Det var farligt at være spædbarn eller barn i Nakskov på Perlestikkerens tid. Der er adskillige eksempler på børn, der ikke blev mere end et par timer gamle eller mindre, og i samme situation var moderens liv også i fare. F.eks. døde Rasmus Boris hustru i Bibrostræde d. 20. oktober 1619 i barselsseng. ”Barnet døde et halvt kvarter efter det var født, og blev dog ved jordemoderen tilforne døbt. Siden levede moderen i 4 timer. De kom begge i en kiste og i samme grav. 1 daler.” Det sidste er betalingen for begravelsen.
Der var også risici for de større børn. Et eksempel kan være Vilhelm Skottes søn, der den 12. april 1618 faldt i skolen og ”blev straks derefter død”, eller fra den 22. december samme år, da et af skolebørnene druknede i voldgravene, ”thi han ville glide på is”. Der er også eksempler på drukneulykker om sommeren. Den 2. juni 1620 begravedes Herman Darfeldts svend, Niels Jensen, ”hvilken var udi i stranden for at bade, kom for langt ud, så han druknede.”Den 11. juli 1625 druknede Karen Lodvigs søn Hans i stranden ved ”popegøyestangen”. Denne oplysning er interessant, for den viser, at Nakskov har haft en fugleskydning, og den har fundet sted ved stranden. Man skød tidligere til måls efter træpapegøjer, deraf udtrykket ”at have skudt papegøjen”.
Barneliget i voldgraven
I marts og april 1623 var Anders Pedersen Perlestikker travlt optaget af en tragisk sag, hvor man den 17. marts fandt et barnelig i voldgraven, og anholdt en mistænkt ung pige ved navn Gunder. Hun fødte imidlertid et dødt barn i fængslet, så det kunne altså ikke være hende, der havde født det første. Hun var dog så medtaget, at hun døde oven på begivenhederne. Senere fandt man den rigtige kvinde, der indrømmede, at hun havde født barnet på volden og kastet det i voldgraven. Hun blev derfor halshugget.
Hele denne historie har præsten omtalt sådan her med forskellige indførelser i Perlestikkerbogen:
Begravede
24. marts 1623 Begravede det myrdede barn.
Syndsforladelse
5. april 1623 Gunder, som var fængslet og anholdt i byfogedens Jens Udsens hus, thi hun var mistænkt for det myrdede barn, som blev fundet i graven ved runddelen den 17. marts, men hun fødte et dødt barn i fængslet, og kom så ned til Birthe Suogers i Bredgade, hvor hun døde.
Begravede
6. april Gunders barn, som blev dødfødt i fængslet, uden proces.
15. april Gunder, som var fængslet og mistænkt for det myrdede barn.
Syndsforladelse
15. april Maren, den misæderinde, som myrdede sit barn, hvilket hun fødte på volden ved runddelen, og blev fundet i voldgraven. Hun blev derfor afhugget den 21. april. [et sværd er indtegnet].
Begravede
21. april Maren, den misæderinde, som myrdede sit barn, blev halshugget, hun var Oluff Kockis søster.
Kirkespirets fald 10. februar 1625
Torsdag d. 10. februar 1625 faldt kirkens nye spir, der var bygget i 1618, ned i et forfærdeligt uvejr med storm og sne. Spiret var meget højt, ”det nåede fra den østre rist mod Tilegade til den vestre rist mod Bybroen”.
Anders Pedersen Perlestikker mener sikkert, at han har set bjælkerne ligge ved siden af kirken, og at de nåede fra den ene åbning i kirkegårdsmuren til den anden. Ved indgangen til kirkegården var anbragt nogle riste, så de løsgående svin i byens gader ikke løb ind og rodede i gravene. Spiret blæste altså ned og faldt først ned over skolen, så på Johan Frosts gård, som lå ved siden af, og derefter tværs over Vejlegade på en gård, der var ejet af præsten i Sandby. Der ødelagde det mere end fjorten bindinger på længen ned mod stranden. Grundvolden af skolen blev stående, men var vel også blevet slået ned, hvis den ikke havde været bygget af gode, hårde egetømmerstokke. Men Johan Frosts gård blev ”nedslagen udi quack” alt sammen.
Der blev slået 5 mennesker ihjel ved ulykken, og den store oversvømmelse, der kom samme dag, fik præsten til at tænke på et par skriftesteder, som passede til lejligheden, bl.a. et fra Matthæusevangeliet om, at der ikke falder et hår fra vort hoved, uden vor himmelske faders vilje. Her rammes han af en lille smule dårlig samvittighed, for han skynder sig at tilføje:
”ikke sådan at forstå, at de mennesker, som blev ihjelslagne af spiret eller druknede og fik skade af vandfloden, skulle være syndere frem for alle mennesker, men det er sket, for at vi deraf skulle se og kende Guds vrede for syndens skyld, at dersom vi ikke omvender os, da må vi forvente sådan eller værre straf. Thi ligesom Noah og hans familie blev bevarede, da syndfloden gik over verden, så er der også blevet bevaret mange, der var i lige så stor fare, som de, der blev slået ihjel.
Skolemesteren lå i sin seng på skolen, da spiret faldt. Bjælken ved hans fødder og alting på skolen blev ødelagt undtagen det sted, hvor skolemesteren lå. Underligt nok blev høreren også skånet, på grund af to eller tre bud, som hentede ham mod sin vilje, lige før spiret faldt. Underligt nok blev også 2 drenge på skolen, hver i sit kammer, bevaret, og kom uskadte fra det. Underligt nok blev også de bevaret, som var på loftet med Jørgen Snedker; men allermest underligt var det, at Jørgen Skomager og en barbersvend blev bevaret, da spiret faldt på huset og slog det i ”quack”, så han mistede både hustru, barn, svend og pige. Ja, det var underligt for menneskene, at disse fornævnte blev bevaret, og mere end underligt, at de ikke blev skamferede eller lemlæstede i nogen måde. Men for Gud er det ikke underligt, thi han er mægtig til at frelse sine midt i faren, som der står i salmen”.
At der var tale om en omfattende naturkatastrofe viser de tal for skaderne som Anders Pedersen Perlestikker nævner:
Stormfloden var så omfattende, at den gik omkring hele byen. I Badstuestræde, Bibrostræde og de andre stræder mod stranden kunne de ro med både. I Rødby druknede mere end 400 stykker kvæg. Andre kystområder led også stor skade, f.eks. Tirsted sogn, Nebbelunde, Ringsebølle, Bøtø, Gedser, Præstø og mange andre steder.
I kirkebogen indførte Anders Pedersen Perlestikker følgende om 5 mennesker, som mistede livet:
Begravne 13. februar 1625
Disse fem efterskrevne er de, som blev ihjelslagne af spiret den 10. februar:
Jørgen Andersen Snedicker.
Jørgen Skomagers hustru, Anna, som var Johann Frostis søster.
Hendes datter, Maren. De kom begge i en grav.
Jørgen Dinisen, Jørgen Skomagers svend, en rådmands søn i Nykøbing i Falster.
Hans tjenestepige ved navn Anna Hansdatter, født i Lejbølle på Als, de blev begge jordet i en grav.
Penge til præsten
En af tavlerne i Perlestikkerbogen indeholder lister over den tiende, både af korn og kvæg, som bønderne skulle betale til præsten i Nakskov. Den skulle også betales fra de to landsbyer Abildtorp og Skalkenæs. Man skulle betale tiende af alle jordens afgrøder og af kvæg efter: ”hvede, rug, byg, havre, ærter, bønner, føl, lam, grise, kalve, gæs, ligesom man også skal betale almissekorn og mikkelsmesserug”, skriver Anders.
Der hørte også jord til præstegården, noget af det var forpagtet ud og noget drev præsten selv. Borgerne, borgmeste og rådmænd i Nakskov skulle betale bygtiende til præsten, og det ser ud til, at rådmændene har været særligt genstridige, for afsnittet indledes med tre skriftsteder, der understreger præstens betydning som bindeled til Gud, og betydningen af at have gode præster.
Anders Pedersen Perlestikker skulle også have 2 skilling pr. halvår af hver, der tjente eller boede til leje hos andre i byens huse. Der findes mange sider med lister over husfolk, og hvad de har betalt. Pengene blev samlet ind af skatteopkrævere hvert år ved mikkelsmesse, der blev regnet for vinterens begyndelse og hver år ved påsketid, der blev regnet for sommerens begyndelse. Man betalte præstepenge af boder, dvs. småhytter, og listen viser, at flere af byens borgere og folk udefra ejede boder, som de udlejede til beboelse for mindre velstående medborgere. Bl.a. ejede præsterne i Horslunde og Søllested nogle, ejeren af Utterslevgård og Sæbyholm nogle og også kirken i Nakskov havde udlejningsboder.
Bertel Bartskærs
I Nakskov boede der, som i mange andre byer, en bartskærer ved navn Bertel i et hus på sydsiden af Tilegade. En bartskærer er næsten det samme som vore dages barber eller frisør, idet han som ordet siger, var beskæftiget med at skære skægget af sine medborgere. Ved siden af denne forholdsvis fredelige beskæftigelse har han sikkert også, som det var almindeligt dengang, foretaget åreladninger, dvs. skåret i folk så blodet løb og de ”dårlige væsker” eller sygdommen kunne forsvinde. Det mente man dengang var en virksom metode til at helbrede folk. Han har nok også sat lidt igler på folk, det skulle give samme resultat som åreladningen: iglerne sugede en masse blod fra den syge, og dermed overtog de dårligdommen via blodet. Anders Pedersen Perlestikker nævner også, at han har berettet nogen syge, der lå for døden, ”efter at have været under Bartskærs hånd”. Bertel Bartskærs har altså haft travlt som kirurg.
I begravelseslisten findes flere eksempler på mennesker, som er døde efter et besøg af bartskæreren:
27. december 1624: Mette Jørgensdatter i vor Frue gade, som døde under bartskærs hånd hos Bertel Bartskær.
18. september 1625: Skipper Jens Skauffboes søn, som er skipper paa slottet, ved navn Søffren, som lå til Bertel Bartskærs.
2. december 1625: En karl ved navn Albrett, som tjente i Kiøbeløw sogn og blev slagen i sommer af en karl i Langesø, døde hos Bertel Bartskærs.
Det ser ikke ud til at have været helt risikofrit at lægge sig under Bertels kniv!
Pestilens
Pesten, eller pestilens som det også kaldtes, hærgede flere gange i Nakskov, f.eks. i 1619, 1620 og i 1626. Pesten var en meget alvorlig smitte, som stammede fra en bacille, der smittede gennem rotte- og menneskelopper. Hvis immunforsvaret ikke nåede at stoppe bacillen, døde offeret af blodpest eller lungepest. Hvis det derimod lykkedes immunforsvaret at afvise angrebet, gik pesten ud i lymfesystemet, og offeret fik smertefulde bylder så store som hønseæg omkring lymfeknuderne. Patienten døde som regel efter få dage af udmattelse samt hjerte- og kredsløbsforstyrrelser. Indre blødninger og svigtende vejrtrækning giver patienten den blåsorte farve, der gav sygdommen navnet “Den sorte Død”.
Anders Pedersen Perlestikker havde travlt med at begrave de døde pestofre, og indførte følgende i Perlestikkerbogen under begravelser i 1620:
Hvad de døde er anlangende, da er der begravet 8 lig flere i år end i fjor.
Fra nytårsdag i fjor og til mikkelsmesse tide, hvor pestilensen begyndte, som var den 22. september, hen ved mikkelsmesse tide, da er der døde 75 mennesker. Gud give os sin nåde til at berede os således imod døden, at vi kunne være færdige, når Herren vil komme.
Et kig på listen over begravede fra d. 23. september 1619 og frem fortæller følgende om pestens hærgen, som udslettede hele familier:
23. september Jacob Tingskriffvers dreng i Syndergade, som var født i Stubbekøbing, ved navn Rasmus Rasmussen. Han var den første, der døde af pestilens på disse tider.
25. september Peder Bagers søn i Syndergade, som også døde af pestilens, blev befængt af førnævnte dreng.
15. oktober Peder Bagers yngste datter i Syndergade, som døde af pestilens.
16. oktober Hans Skredders datter i Vejlegade ved navn Dorothe, hun døde også af pestilens.
Den 16. oktober mellem 5 og 6 om aftenen døde både Peder Bager i Syndergade og hans hustru Maren tillige med ham, de kom begge sammen i en grav.
2. november Christen Andersen Skredder, der fik Peder Bagers datter.
Samme dag Peder Bagers yngste søn i Tilegade.
I 1620 døde 208 flere end i 1619, formentlig på grund af den egentlige epidemi, som pesten udløste.
Ingen kunne vide sig sikre for pesten; Anders Pedersen Perlestikker døde selv af pest i 1629.
Hvis du vil vide mere
På www.arkiv.dk kan du selv bladre i Perlestikkerbogen. Bogen findes også i en trykt afskrift, hvor du kan søge efter det, der interesserer dig. Afskriften indeholder også et navneregister.
Arkivleder i Historiens Hus Nakskov