Langt nede i en arkivæske har vi fundet dette fine digt, som fortæller om livet på Nakskov Skibsværft i 1930’erne.
Digtet er skrevet i 1982 af skibsbygger Preben Carl Frank (f. 1922).
Værftet En aften jeg kørte ved værftet forbi Da gik mine tanker tilbage fordi, jeg kom der i lære i 30ernes år, dengang der var arbejdsløse og trange kår. Den første tid jeg på værftet gik, jeg tror det var nerver, jeg ville ikk’, Derhjemme jeg hyled og skabte mig meget til, min moder blev tosset, jeg gik vist for vidt. Jeg tålte ej synet af kraner de store, spektaklet var infant, det var det der gjorde, jeg helst ville være i båden på fjordens vande, sejle derude imellem øerne blandt andet. På værftet jeg skulle, hvor måtte jeg døje, men hvad, på trods af besvær og møje, Jeg ble’ der i 10 år, ble’ godt tilfreds, Tanker går tilbage nu jeg er 60. Da jeg kom i lære, da var jeg femten, Fløjten den tudede, i porten blev klimten. Dengang var vi tusind eller lidt fler’, vi kendte hinanden med navne som her, en blev kaldt Løven, han var inspektør. En hed Stilken, han var lidt skør. Så var der Hansen, den stive med hatten, de sagde han sov vist med den om natten. Der var Dromedaren, med en pukkel han stred, der var Kamelen, han hopped’ afsted. Én var Den lille, én Den store tykke, så var der Jyden, med hænder så tykke. Smeden var mester, den røde lakaj, en med en snude rød, ham kaldte de Kaj. En hed Halvanden og en hed Fanden. Sådan kendes vi i flokken med hujen og banden. Dengang i de dage var kårene små, mange havde ej ordentligt fodtøj på, men vi kunne købe, med 2 kr. om ugen, nede hos Donved vi handled’ med Fruen. Over i Tutten der fik vi papir på støvler, og straks vi ned hos Donved høvler, men når støvlerne ble’ slidt, og det gjorde de tit, vi selv dem forsåled, med drivrem, som vi hugged. Vi sku’ passe på for Mester han mugged’, ak ve, den synder han i nakken fik fat, han fik et par flade, så det næste ble’ nat. Så havde vi skuret, med lokummer mange. Der sad vi på rad, men tit ble’ vi længe, når Løven han kom, han råbte og brøled’ op, se for helved at få røven op. I sidder og snorker, skreg han den mand, det er det eneste I dovne hunde kan. Til tider var der ro, man sad i egne tanker, indtil en anden trængende på døren banker. Lokumsdigtere var der mange af, de skrev på dørene, hvor havde de det fra, i disse for Værftet så sløje tider bedes du bruge papiret på begge sider. En skrev derunder og lavede lidt mer, hvad der stod, jo hør nu her. Ja, jeg tror minsandten, du også ska’ bruge det på kanten. Vi havde på værftet en digter de ved, det var vist Ugle Rasmus han hed. Han lavede viser og sange så flot, kopierede franske billeder så godt. Ja, jeg kan fortælle og skrive i timer, om alle de folk på Værftet og rimer.
